Kommuner har millioner til gode i p-afgifter

TIL GODE: Krisen får stadigt flere bilister til at "glemme" at betale deres parkeringsafgifter til kommunerne. KL raser.

Det er bestemt ikke småpenge, som landets kommuner har til gode hos bilister, der har parkeret ulovligt. Helt nøjagtigt drejer det sig om 93,7 millioner kroner. Det skriver avisen Kommunen i sin udgave i morgen.

Siden Skat i 2005 overtog ansvaret med at inddrage borgernes gæld, er kommunernes tilgodehavende steget eksplosivt. I 2006 udgjorde ubetalte p-afgifter knap 43 millioner kroner. Ved udgangen af 2009 var det tal steget med ikke mindre end 118 procent og rundede derved 93,7 millioner.

KL sur
KL raser over situationen. KL mener, at det er totalt uacceptabelt - særligt set i lyset af kommunernes trængte økonomi.

"I den situation er det endnu vigtigere for kommunerne, at danskerne betaler deres gæld til det offentlige. Stigningen i restancerne for parkering er således uacceptabel," siger chefkonsulent Rasmus Edelberg fra KL til Kommunen, der udgives af Altinget.dk og dknyt.dk.

Faktisk er det fire kommuner, der bærer næsten hele gældsbyrden: Frederiksberg, Helsingør, København og Aalborg. De har tilsammen 85 millioner til gode fra parkeringssyndere.

Ligeglad med p-bøde
SKAT er blevet gjort opmærksomt på problemet. Ifølge et notat, som Kommunen har fået aktindsigt i, sendte Københavns Kommune tilbage i 2008 en opfordring til SKAT om netop at intensivere inddrivelsen af parkeringsafgifter med henvisning til den adfærdsregulerende effekt på parkeringsområdet.

Altså frygtede Københavns Kommune, at bilisterne ville blive ligeglade med at få en parkeringsbøde, hvis ikke SKAT satte hårdere ind.

Det skete tilsyneladende ikke, og SKAT tør da heller ikke nu garantere kommunerne, at parkeringsgælden falder i år.

"Parkeringsafgifterne indgår jo i det samlede billede af danskernes restancer til det offentlige. Og vi koncentrerer vores indsats der, hvor det giver bedst udbytte samlet set. Men det betyder altså ikke, at vi ikke gør noget ved kravene på parkeringsområdet," siger chefkonsulent Merete Norup Pedersen.

Dog vil de gerne sætte ekstra ind overfor de typer af restancer, som har en såkaldt "moraliserende karakter", tilføjer hun.

Forrige artikel Tina Nedergaard vil dyrke de dygtigste elever Tina Nedergaard vil dyrke de dygtigste elever Næste artikel Danskerne siger nej til vindmøller i Thy Danskerne siger nej til vindmøller i Thy