Støjberg: Arbejdsmarkedets parter ønskede udskydelse
BARSEL: Refusionen af barselsudligningsloven er udskudt efter ønske fra arbejdsmarkedets parter, forklarer Inger Støjberg. Overenskomstforhandlingerne kom i vejen.
"Arbejdsmarkedets parter, DA og LO, henvendte sig i fællesskab til mig med et ønske om, at revisionen af barseludligningsloven måtte blive udskudt af hensyn til forårets overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked," skriver hun.
Regeringen lovede for fire år siden, at der skulle ses på selvstændiges mulighed for at få yderligere refusion under barsel end dagpenge. Lønmodtager modtager nemlig også penge fra barselsudligningsfonden. Men revisionen er blevet udskudt, hvilket møder kritik fra SF's arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.
Lovforslaget om udskydelse af revisionsfristen blev vedtaget i tirsdags, hvilket vil udskyde revisionen af loven til næste år. Og til den tid skal problemerne nok blive analyseret til bund, lover Inger Støjberg.
"I forbindelse med evalueringen af loven vil der også blive analyseret på grupper, som er på barselorlov uden arbejdsgiver. Den kommende revision vil derfor forhåbentlig kaste mere lys også over problemerne for de selvstændige," skriver Inger Støjberg.