Tandlæger: Styrelse glemmer dårlige udenlandske tandlæger

KONTROL: Det er ikke nok, at Sundhedsstyrelsen strammer kontrollen med udenlandske læger. Der er også problemer hos tandlægerne, siger de selv. Styrelsen lover nu handling.

Den eneste tids fokus på ukvalificerede udenlandske læger, der får autorisation i Danmark, har fået sundhedsminister Bertel Haarder (V) til bebude en stramning af autorisations-reglerne for udenlandske læger.

Men fra de offentligt ansatte og private tandlægers organisationer slår man nu alarm over for politikerne.

Der er også behov for en opstramning for den autorisationsproces, der gælder for udenlandske tandlæger, der vil arbejde i Danmark, mener både Tandlægeforeningen, og Tandlægernes Nye Landsforening, der repræsentere de offentligt ansatte tandlæger.

"De opnår autorisation fra Sundhedsstyrelsen på en måde, som ikke adskiller sig væsentligt fra måden, hvorpå udenlandske læger opnår autorisation fra Sundhedsstyrelsen," skriver Anne Kaae-Nielsen, formand for Tandlægernes Nye Landsforening i et debatindlæg i Altinget.

Mangel på tandlæger
Tandlægernes Nye Landsforening forventer stor mangel på tandlægerne i fremtiden, og hun understreger derfor, at nye regler ikke skal holde de udenlandske tandlæger væk, men sikre, at de bliver opkvalificerede.

Det er Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen, helt enig i. De to organisationer udarbejdede i 2007 en rapport om problemet, som de sendte til Sundhedsstyrelsen.

"I Tandlægeforeningen finder vi det meget vigtigt, at Sundhedsstyrelsen finder Tandlægeforeningens og Tandlægernes Nye Landsforenings rapport frem igen og bruger den som input til også at skærpe kravene inden for tandplejen. Ikke fordi de udenlandske tandlæger ikke er velkomne i Danmark. Men fordi vi ikke vil gå på kompromis med patienternes tryghed og sikkerhed," siger Susanne Andersen.

Ifølge Altingets oplysninger brugte Sundhedsstyrelsen ikke rapporten til noget, fordi man her syntes, at rapporten ikke dokumenterede, at der var et problem.

S kræver svar
Sophie Hæstorp Andersen har allerede indkaldt sundhedsministeren i et samråd om de udenlandske lægers adgang til autorisation i Danmark.

"Det er fint, at tandlægerne bringer problemstillingen frem. Til samrådet har jeg heldigvis bedt sundhedsministeren redegøre om problemerne i forhold til sundhedspersonale og ikke kun læger. Dermed skal han også svare på, om der er identiske problemer i forhold til tandlæger og sygeplejersker," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hos Sundhedsstyrelsen deler man nu tandlægernes bekymring.

"Vi er meget enige med tandlægeforeningerne i, at der også på dette område er behov for at lave proceduren om. Vi har derfor i dag indkaldt foreningerne til et møde allerede i næste uge. Her vil vi diskutere, hvordan vi kan skærpe proceduren. Det er helt afgørende, at proceduren også på dette område sikrer, at det kun er tandlæger med tilstrækkelige kvalifikationer, der kan arbejde i Danmark," siger Birte Obel, der er chef for Sundhedsstyrelsens afdeling for uddannelse og autorisation.

I Tandlægernes Nye Landsforening arbejder man lige nu på højtryk på med at finde eksempler, der dokumenterer problemerne med de udenlandske tandlæger.

Forrige artikel Økologi er ikke kun for hippier Økologi er ikke kun for hippier Næste artikel Christian H. Hansen stemmer mest med LA