Folkeskolesatsning kan give bagslag for Løkke
ANALYSE: Reformen af folkeskolen kan vise sig ligesom SU-reformen at være et valgoplæg fra regeringen snarere end en invitation til et bredt forlig. Risikoen er dog, at regeringen fremstår ude af stand til at blive enige med andre end sig selv om en af velfærdsstatens vigtigste institutioner.
Folkeskolereformen kan meget vel ende samme sted, som regeringens SU-udspil ser ud til at ende. Nemlig at forsvindende få ting ændres, fordi forligskredsen er bred, og lysten til kompromiser i et valgår er lille.
Det ved regeringen om nogen, og derfor er folkeskolereformen både en kærkommen lejlighed til at sætte dagsordenen med noget andet end dårlige meningsmålinger og en mulighed for at skabe kant til oppositionen. Vælgerne skal vide, hvad forskellen på regeringens og oppositionens folkeskolepolitik er.
Dermed kan det meget vel være et valgoplæg, som undervisningsminister Tina Nedergaard (V) slår tonen an i, når hun i næste uge forventeligt præsenterer sit udspil til reformen.
Det lugter langt væk af valg
Og det er der mange begivenheder, som tyder på, for benarbejdet op til denne slutning er gjort. Siden undervisningsministeren for rullende tv opsagde partnerskabet med lærere, ledere og kommuner i september og dermed gjorde det klart, at regeringens folkeskolepolitik blev lavet på Christiansborg, har hun turneret med dele af det kommende udspil i landets dagblade. Udspil som det på forhånd var sikkert som amen i kirken, at forligspartiet Socialdemokraterne ville sige nej til.
Dernæst har hun igen understreget, at SF på ingen måde kan se frem til at blive en del af folkeskoleforliget. Og senest har Konservative cementeret Venstres mantra: mere frihed til kommunerne, men med den klausul, at friheden kommer med offentliggørelse af ikke bare de nationale testresultater, men også lærernes sygefravær og elevernes trivsel på en hjemmeside. For offentliggørelse af testresultater har også en blød side, får de Konservatives værdihardliner, Rasmus Jarlov, understreget. Og dermed er der skabt kant til oppositionen.
Da partnerskabet kollapsede, forlød det for første gang fra flere kilder, at scenariet lugtede af, at hele partnerskabet fra starten af var en velorkestreret manøvre, som skulle bringe regeringen og Venstre i front som de sande forkæmpere for faglighed, gode resultater og glade børn i vores alle sammens folkeskole. Et godt udgangspunkt for et valg, lød ræsonnementet.
Lars Løkkes kronjuvel
Situationen nu - et par måneder senere - er stort set den samme. Regeringen har stadig serveretten, og Socialdemokraterne kan gang på gang stå som de sure venstreorienterede i hjørnet, som siger nej til alt - og især til Lars Løkke Rasmussens kronjuvel: offentliggørelse af de nationale testresultater.
Her er faldgruben for oppositionen nemlig, at flertallet af forældre til børn i folkeskolealderen i talrige meningsmålinger synes godt om offentliggørelsen. Oppositionens klare udfordring er at få formuleret en punchline, som kan matche regeringens slagnummer: "I et demokrati tilbageholder man ikke oplysninger, som allerede findes".
Argumenterne har oppositionen allerede, for udover lærerne har de i bunkevis af forskning og erfaringer fra udlandet, som bakker deres modstand mod offentliggørelse op. Men den viden og det fagligt tunge argument er det ikke lykkes for Socialdemokraterne at få kommunikeret til flertallet af landets forældre.
Som en boomerang
Fra den anden side set kan regeringen have fejlvurderet, hvor meget folkeskolen virkelig batter i et folketingsvalg, og især i et folketingsvalg, som falder i kølvandet på en årelang finansiel og økonomisk krise. Som Altinget.dk tidligere har beskrevet, viser meningsmålinger, at folkeskolen langtfra er på vælgernes top tre over vigtige valgtemaer. (Læs historien her).
Men regeringen kan også risikere, at den folkeskoledagsorden, som den har forsøgt at sætte sig tungt på, rammer den i nakken som en boomerang. Allerede siden Lars Løkke Rasmussens sidste nytårstale er folkeskolen gentagne gange blevet nævnt, ikke bare som et vigtigt politikområde, men også som grundlaget for vækst og velstand i landet. Statsministeren har selv været med til at skabe momentum med sit læseløfte, 360-graders-eftersynet af folkeskolen og partnerskabet med lærere, skoleledere og KL.
Samtidig steg forventningerne støt til, hvad Tina Nedergaard i august italesatte som "en folkeskolereform". Ikke bare forventninger til indholdet og en faglig revolution af folkeskolen, men også til, at der var indledt en ny æra, hvor hensynet til folkeskoleelevernes fremtid var vigtigere end alle politiske uenigheder på Christiansborg.
Strategien kan derfor bide regeringen i halen, fordi der med statsministeren i spidsen er skabt forventninger hos vælgerne om en helt ny folkeskole. Samme vælgere kan blive skuffede over, at det ikke kan lykkes regeringen at stable et kompromis på benene sammen med hverken lærere eller socialdemokrater om et emne, som statsministeren selv har været med til at sætte eftertrykkeligt på dagsordenen.
Friis: Vi skal tage klimastik hjem i Cancún
