EU laver egen universitetsrangliste

TOPUNIVERSITETER: EU vil have sin egen rangliste over verdens topuniversiteter. Håbet er, at europæiske universiteter vil få bedre placeringer end på de nuværende lister.

USA er kendt for at dominere alle anerkendte lister over de absolut bedste universiteter i verden. Den britiske avis The Times har en af de mest anerkendte lister, som vurderer universiteter, og her fylder amerikanske universiteter langt over 50 procent af pladserne på top 20.

Og ser man på en anden anerkendt rangliste, den kinesiske Academic Ranking of World Universities fra Shanghai Jiao Tong University, har der i løbet af de seneste seks år kun været to europæiske universiteter i top 20". Det var de kendte britiske universiteter i Oxford og Cambridge. Til sammenligning har der været 17 amerikanske.

Men det billede afspejler ikke de reelle forhold, lyder kritikken fra EU, der nu har besluttet at lave sin egen rangliste over verdens bedste universiteter.

Europæisk kritik
Siden 1990'erne har mange lande lavet nationale lister over de bedste uddannelsessteder, men de seneste år er videnskabelige uddannelser blevet mere globale - studerende og forskere har i højere grad har benyttet sig af at studere eller tage et job ved udenlandske læreanstalter. Derfor er det blevet en helt disciplin at vurdere og rangere universiteter, og i "kampen om hjernerne" er det blevet vigtigt at få gode placeringer.

Men EU-Kommissionen og også nogle af EU's medlemsstater har gentagne gange kritiseret den måde, de nuværende lister vurderer universiteterne:

"Kommissionen er af den opfattelse, at mange af de eksisterende ranglister ikke lever op til formålet, blandt andet fordi de fokuserer for meget på forskning og ikke på undervisning, og på hele institutioner i stedet for på enkelte uddannelser eller fakulteter," lød det i en kommentar fra EU-Kommissionen i 2008, da det blev offentliggjort, at man ønskede en europæisk alternativ liste.

Frankrig har længe ønsket en alternativ liste, da franskmændene mener, de nuværende lister favoriserer engelsktalende universiteter. Og den franske videnskabsminister Valérie Pécresse har ligefrem gjort det til en af sine mærkesager.

Den nye EU-league
Den nye EU-kommissær for uddannelse, kultur og ungdom, slovakken Maros Sefcovic, har ifølge EU-Observer netop slået fast, at en europæisk liste skal være en "multi-dimensionel" tilgang til at måle universiteterne, der skal skabe "en bedre balance mellem forskningsindikatorer og indikatorer for kvalitet af uddannelse når det kommer til at rangere universiteter".

Ønsket er, at europæiske universiteter vil klare sig meget bedre på denne liste og dermed gøre det bedre i kampen om de bedste studerende og de dygtigste forskere.

Planerne for en ny EU-rangliste blev skabt i 2009, og i løbet af første halvdel af 2010 skal 150 videnskabelige institutioner over hele verden testes efter den europæiske måde. Projektet er i første omgang budgetteret til 1,1 millioner euro, og skal ende med en officiel europæisk liste over de bedste universiteter i starten af 2011.

Forrige artikel Haarder: Et frit samfund har åbenhed om testresultater Haarder: Et frit samfund har åbenhed om testresultater Næste artikel Ulrich Beck: Europa er et politisk mirakel Ulrich Beck: Europa er et politisk mirakel