S kræver ændring af våbenloven

VÅBENLOV: Flere historier om våbenlovgivningen, der rammer de forkerte, får nu Socialdemokraterne til at kræve en øjeblikkelig ændring. DF er åben for eventuel ændring.

De seneste sager om tilfældige danskere, der bliver ramt af den stramme knivlovgivning, får nu socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup til at opfordre til en løsning med det samme, og kalder derfor Folketinget sammen til et hastemøde om sagen.

 "Den her farce om våbenloven er efterhånden ved at udvikle sig til en langstrakt komedie. De sager, der har været oppe i pressen er jo fuldstændig tåbelige," siger Karen Hækkerup til P3.

Sagerne er tilsyneladende så ekstreme, at Karen Hækkerup ikke mener, at det er fornuftigt at vente til de to højaktuelle sager omkring en glemt fiskekniv og en glemt arbejdskniv, er afsluttede:

 "Ministeren har selv været fremme og sige, at han synes, at loven muligvis skal laves om. Så det der med, at vi skulle vente på, at sagerne skulle igennem retsinstanserne, det har han åbenbart droppet. Og hvis han har droppet det, så synes jeg ligeså godt han kan indkalde Folketingets partier, så vi kan finde en løsning," siger hun endvidere til P3.

Hos Dansk Folkeparti er man nu også klar til at kigge loven efter i sømmene:

"Der tegner sig et mønster, hvor nogle, vi ikke havde tiltænkt det, alligevel bliver straffet med fængselsstraf. Derfor har vi rejst sagen over for justitsministeren for at få afklaret, om vi enten skal have justeret lovgivningen, eller om vi skal have justeret praksis omkring lovgivningen," siger retsordfører Peter Skaarup til TV2 Nyhederne.

Forrige artikel Hornbech får støtte til at sløjfe irakere Næste artikel Hver femte dyrlæge bryder loven Hver femte dyrlæge bryder loven