Frank Jensen langer ud efter DF

DOKUMENTATION: Socialdemokraternes overborgmesterkandidat i København, Frank Jensen, kritiserer i skarpe vendinger DF's holdning til den kriminelle lavalder.

Det er børn, for pokker!

Af Frank Jensen

Så er de her igen: Dansk Folkeparti, der endnu engang vil slå et ideologisk slag for nedsættelse af den kriminelle lavalder. Og nu vil have deres forslag gennemført for at stemme for finansloven. Den strategi har virket mange gange før for Dansk Folkeparti. Fx da de ville have afgifterne på sodavand nedsat. Men der er milevidt fra sodavandsafgifter og til at sænke den kriminelle lavalder.

Det er uforståeligt for mig, at Dansk Folkeparti insisterer på at ville fængsle 12-årige børn. Det er børn, for pokker! Børn som i nogle tilfælde bliver rekrutteret af kyniske kriminelle og bander, og dét skal vi stoppe.

Den kriminelle lavalder er måske god symbolpolitik for Dansk Folkeparti, men det virker ikke i forhold til at bekæmpe ungdomskriminaliteten. Børn bliver ikke mindre kriminelle af at komme i fængsel. Tværtimod risikerer de her at "komme i skole" hos voksne kriminelle.

I stedet er det en velgennemtænkt social og forebyggende indsats i kommunerne, der skal til. Præcist som det er foreslået af ungdomskommissionen. Det kræver politikere, som er klar til at tage ansvar, og derfor vil jeg bede Dansk Folkeparti om at klappe hesten og lade symbolpolitikken ligge på et så afgørende område som vores børn, der havner i kriminalitet.

Jeg vil meget anbefale den nuværende justitsminister at have is i maven og stå imod Dansk Folkepartis tåbelige forslag, som kun gør ondt værre. Finansloven er for vigtig en sag i en krisetid som nu. Den må ikke forpurres af Dansk Folkepartis signalpolitik.

Forrige artikel Udsigt til valggyser om euroen Næste artikel Gymnasierne vrider sig i ny struktur Gymnasierne vrider sig i ny struktur