De Konservatives generalsekretær stopper

KARRIERESKIFT: De Konservatives generalsekretær, Morten Bangsgaard, stopper for at blive administrerende direktør for brancheforeningen IT Branchen.

Efter næsten otte år på posten som konservativ generalsekretær har Morten Bangsgaard (37) sagt ja til at tiltræde en stilling som administrerende direktør for IT Branchen (ITB), som er brancheforening for mere end 500 IT virksomheder med 100.000 ansatte og en omsætning på over 200 mia. kr.

"Jeg har fået et af den slags tilbud, man ikke kan sige nej til. Det bliver med vemod, at jeg skal sige farvel til De Konservative i denne omgang. Jeg glæder mig til at løfte de udfordringer, som it-branchen står over for," siger Morten Bangsgaard ifølge B.T.

Den konservative formand, vicestatsminister, Lene Espersen betegner ham som en "virkelig dygtig og vellidt generalsekretær".

"Jeg sætter utrolig stor pris på hans enorme indsats for partiet," siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter: 

"Jeg er derfor meget ked af, at han har takket ja til tilbuddet om et nyt job. Morten er en særdeles kompetent, arbejdsom og loyal person, og jeg vil komme til at savne vores meget tætte samarbejde.

Morten har som generalsekretær stået i spidsen for en omfattende modernisering af partiets struktur, professionalisering af organisationen og været en af hovedkræfterne bag såvel de seneste valgkampagner, som sidste års succesfulde generationsskifte.

Jeg vil ønske Morten alt mulig held og lykke med sit nye job, og ønsker IT Branchen tillykke med deres nye direktør. I ham får de en yderst kompetent leder med stor politisk indsigt".

Forrige artikel Messerschmidts ønske om vaccine vækker forargelse Næste artikel Kamp om Kattegat-bro Kamp om Kattegat-bro