Tønders borgmester sygemeldt på ubestemt tid

SPIRITUSKØRSEL: Tønders borgmester, Vagn Therkel Pedersen, har forlænget sin sygemelding, efter at han onsdag blev anholdt for spritkørsel.

Presset på Tønders borgmester, Vagn Therkel Pedersen (løsgænger), er så stort, at han i dag valgte at sygemelde sig på ubestemt tid.

Det siger kommunaldirektør Thorkild Præstegaard til Jydske Vestkysten.

Vagn Therkel Pedersen blev onsdag eftermiddag stoppet i en spritkontrol i Visby ved Tønder, og han blev efterfølgende kørt til Aabenraa sygehus, hvor der er udtaget en blodprøve.

1. viceborgmester Peter Christensen (S) fortsætter derfor foreløbig som vikar i borgmesterstolen, indtil længden af sygemeldingen er kendt.

Ifølge styrelsesreglerne skal der vælges en fungerende borgmester, hvis sygemeldingen løber længere end to måneder, fortæller kommunaldirektøren.

Vagn Therkel Pedersen har for længst meddelt, at han ikke genopstiller. I december blev han smidt ud af Venstres byrådsgruppe efter påståede alkoholproblemer.

 

Forrige artikel Ingen nyhed, at togene skal opgraderes i Italien Ingen nyhed, at togene skal opgraderes i Italien Næste artikel Morten Helveg forlader politik