Vagtlægeordningen skal undersøges til bunds

VAGTLÆGER: Sundhedsministeren og Danske Regioner er blevet enige om at gå vagtlægeordningen nøje efter i sømmene for at genskabe tilliden.

Efter dagens morgenmøde, hvor sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) havde indkaldt Danske Regioner, var meldingen, at man nu vil se fremad og foretage en grundig undersøgelse af den udskældte vagtlægeordning.

"Det er klart, at jeg må reagere skarpt, når jeg oplever, at der er blæst om en utroligt vigtig ordning i vores sundhedsvæsen - og når jeg samtidig oplever, at to af de hovedansvarlige for ordningen - den myndighedsansvarlige (regionerne, red.) og dem der udfører ordningen (lægerne, red.) - skubber ansvaret fra sig. Det skaber usikkerhed, og det kan jeg som minister ikke leve med," siger Jakob Axel Nielsen til Berlingske Tidende. 

Kvaliteten skal undersøges
"Der var på mødet enighed om dét, jeg foreslog i fredags, nemlig at vi skal undersøge kvaliteten i ordningen. Det er den rigtige vej at gå. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan dokumentere, om den fungerer," siger ministeren og uddyber:

"Vi er enige om, at vi synes, vi tror, vi har en god ordning. Men bemærk ordene synes og tror. Det er blandt andet det, vi skal have tjekket ved en monitorering, og gerne en fortløbende overvågning, hvor vi lærer af fejl."

Ministeren vil ikke give noget bud på, hvornår en sådan undersøgelse kan tænkes at være færdig. Han ønsker en hurtig undersøgelse, men også en grundig undersøgelse, der er "fagligt stærk".

Forrige artikel Vestager gør rede for Radikales nedtur Næste artikel Skattereformen skal redde regeringen