Bent Hansen siger det samme hvert år

GENTAGELSER: De tre sidste år har økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne varieret med en halv milliard. Alligevel siger formand Bent Hansen (S) næsten altid det samme: Se de tre (næsten) identiske citater.

Der er behov for effektiviseringer i sundhedsvæsnet, lyder det ofte fra regeringen.

På mindst ét område har Danske Regioners formand, Bent Hansen, taget opfordringen op. Han er hvert år citeret for at sige næsten det samme i 2007, 2008 og 2009 i meddelelsens første citat.

I 2009 fik regionerne ifølge pressemeddelserne 2,1 mia kroner ekstra, i 2008 var tallet 2,6, og i 2007 var tallet 2,3 mia.

Men trods et spænd på en 500 millioner er regionsformandens første citat næsten det samme.

I år 2009 sagde Bent Hansen blandt andet:

"Der er tale om en meget stram økonomisk aftale for sundhedsvæsenet, der ikke giver plads til de store armbevægelser. De snævre økonomiske rammer, som regeringen lagde ned over forhandlingerne, gjorde det meget svært at nå frem til en aftale. Men jeg er tilfreds med, at vi alligevel til sidst nåede i mål, og har vist ansvarlighed i en krisetid."

I juni 2008 lød det sådan fra Bent Hansen i pressemeddelelsen:

"Der er tale om en meget stram økonomisk aftale for sundhedsvæsenet, der ikke giver plads til de store armbevægelser. De snævre økonomiske rammer, som regeringen lagde ned over forhandlingerne, gjorde det svært at nå frem til en aftale. Men jeg er tilfreds med, at vi alligevel til sidst nåede i mål, og har vist ansvarlighed."

I juni 2007 lød det sådan i regionernes pressemeddelelse:

"Det har været svært at nå frem til en aftale. Men jeg er tilfreds med, at den skaber rammerne for en stabil udvikling af sundhedsvæsenet, selv om aftalen ikke giver plads til de store armbevægelser..." sagde Bent Hansen blandt andet.

Forrige artikel S: Skolepraktik-forslag er brud på velfærdsaftalen S: Skolepraktik-forslag er brud på velfærdsaftalen Næste artikel DF afviser ny moské i København