Danskerne mest trygge ved Løkke

TRYGHED: Danskerne er langt mere trygge ved Lars Løkke end ved Helle Thorning, når det gælder den økonomiske politik. Det viser en ny måling.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ifølge en ny måling fra Greens Analyseinstitut, der bygger på 1200 adspurgte, øget sit forspring på den økonomiske ansvarlighed.

Således ser 54 procent af de adspurgte nu Løkke som den bedste garant for en ansvarlig økonomisk politik. Helle Thorning-Schmidt (S) får kun 29 procents opbakning.

Når det gælder om at være bedst til at få danskerne i job, haler Lars Løkke Rasmussen ligeledes ind på Helle Thorning-Schmidt. For en måned siden mente 50 procent, at den socialdemokratiske leder var bedst til at sikre beskæftigelse, mens kun 29 procent pegede på Venstres nye statsminister.

Nu er der kun fire procents forspring til Helle Thorning-Schmidt.

Målingen viser endvidere, at vælgerne anser Lars Løkke Rasmussen for at være lige så troværdig som Helle Thorning-Schmidt.

Forrige artikel Radikale står til kraftig foryngelse Næste artikel KL fremlægger milliardplan KL fremlægger milliardplan