Flertal for energimærke på forbrugerelektronik

ELFORBRUG: Socialdemokraterne foreslår energimærkning på computere, iPods, spillemaskiner mv. Forslaget møder stor opbakning i Folketinget, men EU kan spænde ben for et nationalt initiativ.

Det skal være nemt for danske forbrugere at købe energibesparende elektronikprodukter og fravælge energislugende apparater.

Derfor er Socialdemokraterne gået i gang med at forberede et forslag til energimærkning af elektronikprodukter såsom fjernsyn, computere, radioer, spillemaskiner og iPods, som vi i dag kender det fra f.eks. hårde hvidevarer.

"Det er vigtigt, at energiforbruget fremgår direkte af produktet. Erfaringen viser, at det ikke er tilstrækkeligt, at oplysninger om energiforbrug er tilgængelige på en hjemmeside, som ingen alligevel kender," siger forbrugerordfører Benny Engelbrecht.

Det skal ifølge forslaget klart fremgå af energimærkningen, hvor meget energi de forskellige mærkede produkter i forbrugernes husholdninger bruger. I dag er det selvstændigt op til producenterne, hvordan og hvor energiforbruget kan aflæses. 

I dag stammer 29 pct. af danskernes elforbrug, der udgør ca. 40 pct. af det samlede CO2-udslip, fra elektronikprodukter.

Der tegner sig et flertal i Folketinget for forslaget. Forbrugerordførerne i Enhedslisten, Venstre, Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti er enige om, at ideen overordnet er god - også selvom ordningen kun bliver dansk.

Konservatives forbrugerordfører, Vivi Kier, har ikke været til at få fat på.

Signalværdi op til klimatopmødet
Selvom EU-Kommissionen tilbage i november 2008 kom med et forslag til at udvide den nuværende energimærkning til også at omfatte alle såkaldte energirelaterede produkter, herunder også forbrugerelektronik, mener Socialdemokraterne, at der bør indføres en dansk ordning snarest.

"Vi foreslår, at ordningen sættes i værk allerede i år, så man går foran med et godt eksempel op til afviklingen af FN's klimakonference i december 2009," siger Benny Engelbrecht.

Han frygter, at en ny mærkningsordning for alle EU's medlemslande tidligst vil være besluttet i slutningen af 2009 og senest være implementeret i 2012.

Det er op til EU-formandskabet, Tjekkiet, hvornår de vil tage sagen op. Men det kommende Europa-Parlamentsvalg d. 7.  juni kan forlænge beslutningsprocessen. Energistyrelsen forventer, at det vil gå noget hurtigere, end Benny Engelbrecht forudser, men forventer ikke, at en fælles EU-aftale kan nå at være klar inden klimatopmødet.

"Et dansk initiativ kan måske endda sætte ekstra pres på beslutningsprocessen i EU," siger De Radikales forbrugerordfører, Bente Dahl. 

I modstrid med EF-retten?
Venstres forbrugerordfører, Tina Nedergaard, er meget "positiv og imødekommende" over for Socialdemokraternes forslag, men hun er ikke sikker på, forslaget er gangbart uden om EU.

"Det bliver ikke Venstre, der kommer til at stå i vejen for initiativet. Men erfaringen viser, at selvom vi troede det, så kan vi ikke altid gå nationalt med nogle ting," siger hun og fortsætter:

"Vi er jo et regeringsparti, derfor er det altså også et spørgsmål om, hvad der er muligt for regeringen at gøre."

Hun foretrækker dog en løsning i EU-regi, fordi "det giver den største effekt".

Forslaget kan komme i modstrid med reglerne for det indre marked, hvis en sådan national løsning er konkurrenceforvridende over for andre EU-landes virksomheder. Derfor er det ifølge lektor Erik Højbjerg, der er EU-ekspert fra CBS, afgørende, hvordan en sådan ordning skrues sammen:

"En dansk ordning vil nødvendigvis ikke stride mod EF-retten, men det kommer helt an på, hvordan den er skruet sammen, og hvorvidt den tilgodeser danske produkter frem for udenlandske.

Han peger på det nordiske svanemærke som et eksempel på, at nationale mærkningsordninger er mulige.

Socialdemokraterne forventer, at deres endelige forslag til en ny energimærkning af forbrugerelektronik vil ligge klar i slutningen af denne uge.

Forrige artikel SF større end Venstre SF større end Venstre Næste artikel Ministers avis-annoncer på kant med grundloven Ministers avis-annoncer på kant med grundloven