Obama kommer til København

PRÆSIDENT-BESØG: Den amerikanske præsident Barack Obama besøger København til Den Olympiske Komités møde i oktober, siger Chicagos borgmester. "Fantastisk nyhed," mener Ritt Bjerregaard.

Nu får vi endelig lov at se ham. Barack Obama kommer nemlig til København den 1. oktober i år. Besøget skyldes et forsøg på at få de Olympiske Lege til hans hjemby, Chicago, i 2016.

Rygterne bekræftet
Det har længe svirret med rygter om, at Obama ville komme til København, og nu skulle den altså være god nok. Det er byens egen borgmester, Richard M. Daley, der på TV-stationen CBS og i lokale medier har meddelt, at præsidenten kommer til Danmark.

"Det er det tætteste, som vi kommer på en garanti, uden at det er fra Obamas egen mund. Men det er selvfølgelig afstemt med præsidenten. Vi regnede dog også med, han kom - både Blair, Chirac og Putin er før selv mødt op og har talt for, at deres land skulle huse De Olympiske Lege. Vi regner med, at Obama kommer til åbningssesionen i Operaen den 1. oktober og afleverer en af sine fantastiske taler," siger formand for Danmarks Idræts Forbund Niels Nygaard til Berlingske Tidende.

Overborgmester er glad
På Københavns Rådhus ser Ritt Bjerregaard frem til besøget;

"Det er da en hel fantastisk nyhed. Jeg glæder mig da. Og det er på hele Københavns vegne som overborgmester. Nu skal vi bare sørge for at trække Obama ud af mødelokalerne og ud i byen, så borgerne kan møde ham i virkeligheden og ikke bare ser nogle sorte limousiner, der suser forbi," siger Ritt Bjerregaard til B.T.

Også de andre kandidatbyer - Rio de Janeiro, Tokyo og Madrid - møder op med deres statsoverhoveder, men efter at Obama har meldt sig på banen, har Chicago nu hugget førertrøjen, siger den tidligere spanske præsident for OL, Juan Antonio Samaranch, til nyhedsbureauet AFP, ifølge Berlingske Tidende.

Obama ventes i øvrigt også til Danmark i forbindelse med klimatopmødet i december.

Forrige artikel Fogh afviser at fjerne forbud mod homo-vielser Fogh afviser at fjerne forbud mod homo-vielser Næste artikel IC4-skandale kan fremrykke el-tog IC4-skandale kan fremrykke el-tog