Danskerne støtter Søren Gade

MÅLING: Et overvejende flertal af danskerne freder Søren Gade som minister. Endnu flere kræver departementschefens afgang.

63 procent af danskerne mener, at Søren Gade (V) skal fortsætte som forsvarsminister på trods af den seneste tids virak om den arabiske oversættelse af bogen "Jæger - i krig med eliten". Det viser en ny Gallup-undersøgelse i Berlingske Tidende. 

"Jeg er utrolig ydmyg over for en opbakning, som jeg på ingen måde kunne forvente," siger Søren Gade til avisen.

Mistro til departementschef
Til gengæld kræver 73 procent af danskerne i selv samme undersøgelse, at Forsvarsministeriets departementschef, Lars Findsen, bør forlade sin post, efter at han undlod at informere Søren Gade om den maskinelle oversættelse af Jæger-bogen. Danskernes dom er i direkte modsætning til Søren Gades egen udmelding om at frede departementschefen.

"Jeg vil bare sige, at folk måske er påvirkelige af situationen den dag, de bliver spurgt. Folk kan føle sig frustrerede over en bog, der ikke burde være skrevet, og en oversættelse til arabisk, der var ude i hampen," siger han.

Forrige artikel Ny ordfører vil have flere solceller Ny ordfører vil have flere solceller Næste artikel Lars Løkkes første ordinære åbningstale Lars Løkkes første ordinære åbningstale