Gade parat til at tage konsekvensen

JÆGER-SAG: Forsvarsministeren, der føler sig dybt svigtet af Forsvarskommandoen, er parat til at gå af, hvis der ikke længere er tillid til ham.

"Jeg har været i nævnet med noget, der ikke er rigtigt, og det er en alvorlig sag for en minister," siger forsvarsminister Søren Gade (V) til politiken.dk. 

Han har torsdag formiddag orienteret de politiske forligspartier om lækagen af Jæger-bogen fra Forsvaretskommandoen.

Med dyb beklagelse
Søren Gade fortalte for en uge siden Udenrigspolitisk Nævn, at der lå en arabisk oversættelse af bogen 'Jæger - i krig med eliten' på nettet.

"Jeg beklager dybt og der vil tilgå brev til nævnet i dag. Det er ikke en undskyldning, at det kommer fra Forsvarskommandoen," siger forsvarsministeren til politiken.dk og pointerer:  

"Det er mig, som bringer det videre, og sådan er det. Og hvis mine politiske med- og modspillere ikke er til stede, så må jeg tage konsekvensen af det.

Jeg skylder også Forsvaret, at de har en minister, der er tillid til. Jeg har ikke sovet særligt meget i nat. Havde ikke forestillet mig, at det kunne finde sted."

Pressemøde kl. 13
Forsvarskommandoen har indkaldt til pressemøde om sagen kl. 13.00 i hovedsædet på Danneskiold-Samsøes Allé 1 i København.

Her vil forsvarschef Tim Sloth Jørgensen gennemgå resultaterne af den undersøgelse, der onsdag blev iværksat i relation til den arabiske udgave af bogen "Jæger - i krig med eliten".

Forrige artikel Irsk ja kan kick-starte dansk afstemning om forbehold Næste artikel Løkkes tale ved åbningen af IOC-mødet