Pia blinkede først

Den onde tolkning er, at Dansk Folkeparti nu har lagt sin skæbne i hænderne på menneskesmuglerne.

For efter sidste uges forlig med regeringen om, hvordan man håndterer EF-domstolens angreb på udlændingepolitikken, er området for første gang i syv år uden for DF's kontrol. Om Kjærsgaards forlig med Fogh ender som en succes eller fiasko, afgøres dybest set af, hvorvidt de huller, der nu er opstået i den stramme udlændingepolitik, kan udnyttes systematisk eller ej.

Kompromiset mellem regeringen og Dansk Folkeparti afviger fra alle tidligere aftaler, partiet har indgået i. DF var langtfra begejstret for forliget om skattelettelser for et år siden, og den seneste reform af efterlønnen for to år siden var heller ikke groet i Pia Kjærsgaards baghave. Men skadevirkningerne var trods alt til at overse.

De vitale dele
Denne gang er det helt anderledes vitale dele, der er berørt. Siden EF-domstolens Metock-dom - der særlig grad underminerer den stramme udlændingepolitik - har fremtrædende DF'ere konsekvent beskrevet sagen som hjerteblod. Det er ikke en overdrivelse. For krydsfeltet mellem udlændingepolitik og EU-indblanding forener de to mest afgørende områder for Dansk Folkeparti.

Formelt "accepterer" partiet stadig ikke, at EF-domstolen bestemmer rammerne for dansk udlændingepolitik. Men i aftalen med regeringen ligger EF-domstolens overdommer-rolle til grund. Dermed har den danske regering anerkendt EF-domstolens suverænitet på et område, hvor Danmark har et EU-forbehold.    

Skrappere krav
Dansk Folkeparti fremfører med rette, at man har opnået en række stramninger i aftalen. De skærpede krav til indfødsretsprøven, de skrappere regler for at ægtepar kan få kontanthjælp og forsøget på at få udvist flere kriminelle udlændinge er i sig selv markante opstramninger. Men det er primært stramninger af integrationen - ikke af udlændingepolitikken.

Det er lovændringer, der forøger kravene til dem, der allerede er i landet, men det er ikke ændringer, der lukker det hul, EU's rambuk har lavet i DF's "Fort Danmark". Det blev pinagtigt understreget, da talsmanden for "Ægteskab Uden Grænser" varmt hilste aftalen mellem DF og regeringen velkommen. Foreningen har i årevis indædt bekæmpet stramningerne.

"There is no alternative"
Men hvorfor indgik Dansk Folkeparti en aftale, som ingen i partiet er rigtig glad for? Hvorfor kørte man ikke konfrontationen med Fogh til ende, når man tilmed havde alle muligheder for vælgerfremgang?

Her kan peges på mindst tre årsager, hvoraf de to hører hjemme i den politiske psykologis verden:
For det første er der det meget nære tillidsforhold mellem Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen. Til Kjærsgaards skuffelse var fortroligheden mellem de to blevet svækket siden valget, men i de afgørende forhandlinger om udlændingeforliget kastede Fogh sig igen ind på banen. Uden hans personlige intervention var et forlig ikke kommet i land.

For det andet ligger den gamle arv fra det kaotiske Fremskridtsparti stadig dybt i de ledende DF'ere. Dansk Folkeparti blev netop stiftet i et opgør med Mogens Glistrups upragmatiske protestparti - og det er i det lys, man skal forstå, hvor højt Pia Kjærsgaard sætter samarbejdet med regeringen siden 2001.
Hendes højre hånd, Kristian Thulesen Dahl, har meget hardcore principielle synspunkter, men når det kommer til forhandlingernes slutspil, har Thulesen ofte en "Helvegsk" tilgang til sagen: Han synes af princip, at det er bedre at få lavet et forlig end at gå fra hinanden.

Frygten for sidelinjen
For det tredje - og det er det politisk substantielle - var DF-ledelsen bange for at ende uden for indflydelse. Uden en aftale med regeringen var konflikten med stor sikkerhed endt med et folketingsvalg, fordi Anders Fogh Rasmussen ikke ville lade Socialdemokraterne få vetoret over finansloven. Og dét ville blive situationen, hvis DF gjorde alvor af sin trussel om at boykotte finanslovsforhandlingerne.

Dansk Folkeparti havde alle chancer for at score fremgang ved et valg - måske op til 10 mandater mere - men partiledelsen frygtede, at en valgkamp på det grundlag helt ville slide VKO-samarbejdet ned - og måske gøre Thorning til statsminister. Dertil kom, at Folketingets ja-partier stadig ville stå med et massivt flertal efter et valg. Om DF så fik 50 mandater, ville der ikke være flertal for at ignorere EF-domstolens afgørelse, Fogh ville bare lave EU-politik med den anden side, konkluderede DF-ledelsen.

Fogh lige så sårbar
Men disse præmisser kan i høj grad diskuteres. Hvis styrkeforholdet mellem Kjærsgaard og Fogh var drastisk ændret i DF's favør efter et valg, er det langtfra sikkert, at statsministeren ville kunne stå fast. Ikke mindst fordi den nye konservative leder, Lene Espersen, er ved at dreje sit parti i mere EU-kritisk retning, som det klart fremgik af weekendens konservative landsråd.

Dertil kommer, at Fogh uden en aftale med DF ville leve på lånt tid. I teorien kunne han arbejde sammen med radikale og socialdemokrater, men dermed ville han gøre sin regering afhængig af de partier, der vil den til livs. Reelt er Fogh dermed lige så afhængig af Kjærsgaard som omvendt.

High noon
Realiteten er, at flere ugers nervekrig endte med, at Kjærsgaard og Thulesen blinkede først. Dette bliver en politisk parentes, hvis DF's inddæmningspolitik i forhold til EF-domstolen virker. Hvis den stramme udlændingepolitik fastholdes, vil spørgsmålet om EU's formelle overtagelse af dansk suverænitet mest få akademisk interesse.

Men hvis inddæmningen ikke virker - og familiesammenføringerne fra små landsbyer i Anatolien og Punjab igen tager til - står DF tilbage med et ekstremt alvorligt strategisk nederlag.
Der kan ikke strammes meget mere på udlændingeloven uden at komme i direkte konflikt med EU-ret eller andre internationale konventioner, så det er begrænset, hvad DF kan gøre i den situation.

I værste fald kan Pia Kjærsgaard her blive stillet over for følgende dræbende spørgsmål: "Hvis I ikke engang står fast over for Fogh, når det drejer sig udlændingepolitik og indblanding fra EU, hvorfor skal vi så stemme på jer?"

Udmeldelse af EU
I den situation håber flere centrale DF'ere på at kunne falde tilbage på en plan B - i form af forstærket EU-modstand og måske ligefrem krav om udmeldelse af unionen. En vej DF'ere som Søren Espersen, Jesper Langballe og Søren Krarup gerne vil gå allerede i dag.

Ræsonnementet bag plan B er, at modstanden mod EU allerede nu er vokset i den danske befolkning - og yderligere vil forstærkes, hvis det om et halvt år tydeligt viser sig, at EU forhindrer en stram udlændingepolitik. I den situation kan det igen blive et helt legitimt politisk standpunkt at kræve udmeldelse af EU - efter det i mange år blev set som en urealistisk og lidt fortidig tilgang til sagen. En sådan kampagne kan trække (skuffede) vælgere tilbage til partiet, lyder DF-analysen.

Om det vil være nok til at genvinde initiativet er uklart. Sikkert er det derimod, at DF i dag har mistet momentum: Man havde en sag, der havde potentiale til at give et nyt kvantespring i opbakningen til partiet. Den gevinst er nu uden for rækkevidde. Og det kan blive værre. Stiger tilstrømningen af uuddannede fra den tredje verden, er Pia Kjærsgaards problemer først lige begyndt.  

erik@altinget.dk, niels@altinget.dk