Mødepligt indføres over for lærerstuderende

UDDANNELSE: Mødepligt bliver indført over for de lærerstuderende for at styrke uddannelsen. Bertel Haarder (V) er tilfreds, mens lærerformand Anders Bondo Christensen mener, det er til grin.

De lærerstuderende vil fremover blive mødt med kravet om mødepligt, når de er til undervisning på læreruddannelsen.

På baggrund af en omfattende evaluering af den nye læreruddannelse fra 2007 bliver der indført deltagelses- og mødepligt for de studerende, samtidig med at der vil blive evalueret på de studerendes valg af linjefag, betydningen af adgangskrav til linjefagene samt sammenhængen mellem teori og praktikforløb.

At sikre en læreruddannelse i top
Den nye læreruddannelse trådte i kraft i august 2007 for at styrke fagligheden og gøre uddannelsen mere attraktiv. Nu skal evalueringen afdække, om der er behov for justeringer.

Derfor er undervisningsminister Bertel Haarder (V) meget glad for evalueringsprogrammet.

"Det er et meget omfattende program, som vi skal bruge til at sikre en læreruddannelse helt i top. Evalueringen tager fat på nogle af de emner, som vi ved er vigtige - blandt andet god sammenhæng mellem teori og praksis, fokus på frafald, og at der bliver uddannede nok linjefagslærere - også i naturvidenskab og musik," siger Bertel Haarder.

Til grin at indføre mødepligt
Formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen ser dog med skepsis på især det faktum, at de studerende skal krydses af hver time.

"Jeg har før sagt til Bertel Haarder, at de studerende skal have timer, før de kan blive møde med kravet om mødepligt. Derfor er det til grin at indføre det, når en stor del af timerne foregår uden underviser. Vi har større problemer i uddannelsen end det," siger Anders Bondo Christensen.

Han mener generelt, at evalueringen lægger op til at skyde med spredehagl og fokuserer på for mange ting.

"Jeg mener i stedet, at man bør koncentrere indsatsen om de problemer, som vi allerede ved er de største. Der er eksempelvis ufattelig få studerende, der vælger naturfag som linjefag. Det skyldes strukturelle problemer i uddannelsen, som er meget væsentlige, og som vi skal have en løsning på nu," forklarer Anders Bondo Christensen.

Naturfagets dårlige opbakning
Evalueringen af læreruddannelsen kommer fra følgegruppen, som blev udpeget i december 2007 af Bertel Haarder. Det var en del af forliget om læreruddannelsen, at der skulle nedsættes en faglig følgegruppe til at følge og vurdere effekten af reformen.

Og netop naturfagets dårlige opbakning hos de studerende er i fokus hos følgegruppen, og følgegruppen præsenterede derfor i juni 2008 en ny model for naturfag med natur/teknik som grundmodul. Modellen giver studerende, som vælger det naturfaglige linjefag, undervisningskompetence i både natur/teknik og i enten fysik/kemi, biologi eller geografi.

Og det fokus vil blive fastholdt, siger formanden for følgegruppen Per B. Christensen.

"Følgegruppen vil med sit evalueringsprogram løbende belyse konsekvenserne af den nye læreruddannelse: Hvilke linjefag vælger de studerende, hvilke studerende der optages, hvordan arbejder professionshøjskolerne med den nye læreruddannelse, hvilke faglige kompetencer har skolerne og kommunerne, når det gælder linjefag, og hvordan spiller den nye uddannelse sammen med praksis," siger Per B. Christensen.

Forrige artikel Politikere: Det ønsker vi os i julegave, Bertel Politikere: Det ønsker vi os i julegave, Bertel Næste artikel Sander: Nano-forskere tænker for snævert