Alle vil være ven med sejrherren Obama

USA: Obamas klare valgsejr som ny amerikansk præsident har fået mange danske politikere ud af busken: Langt de fleste står bag ham.

Den tidligere danske førstedame Lone Dybkjær (R) græd for åben DR-skærm, da valget af den sort-hvide demokrat Barack Obama som ny amerikansk præsident var en kendsgerning.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kom til at fremstå som republikansk ven, da han sagde, at frihandel mellem USA og Europa bliver sværere under en demokrat. Og hans tidligere ministerkollega Hans Engell var hurtig til at melde, at Fogh får sværere adgang til Det Hvide Hus under Obama, efter at Fogh har kørt tæt parløb med George Bush, bl.a. i Irak-krigen.

Men ellers er indtrykket, at stort set alle danske politikere er på banen med verbale gaver til det progressive USA's håb. Den konservative klimaminister Connie Hedegaard, hvis parti ellers officielt har støttet Republikanerne, opsummerer det ved at sige:

"Barack Obama har forstået, at det er nødvendigt at satse på grønnere teknologier for at skabe de langsigtede svar på, hvordan USA skaber nye, grønne job, bliver mere energieffektive og gør sig mere uafhængig af energi fra andre steder i verden."

Hvem vil ikke være politisk ven med verdens snart stærkeste magtmenneske? De danske politikere vil i hvert fald.

Forrige artikel Sidste mødedag er 29. maj 2009 Næste artikel Professionshøjskolerne raser over globaliseringsaftale Professionshøjskolerne raser over globaliseringsaftale