Kommunerne får stadig ikke vaccineret de ældre

VACCINATION: Kun 47 pct. af de ældre lader sig vaccinere gratis mod influenza - alt for få, mener Ældre Sagen. Kommuner svigter med information.

Folketinget har besluttet at alle ældre, kronikere og førtidspensionister kan få gratis vaccination imod influenza. Men kun 47 pct. af de ældre benytter sig af tilbuddet. Det er kommunerne, der kan vælge at lave informationskampagner for at fortælle om tilbuddet, men kun 45 pct. af kommunerne har gjort det.

"Jeg har spurgt ministeren, hvorfor det ser sådan ud. Det er ikke første gang, at vi har bevilliget penge, hvor kommunerne så ikke benytter tilbuddet. Det her kan have konsekvenser, for det kan betyde, at de ældre dør af det her," siger Liselott Blixt, der er sundhedsordfører ved DF.

Krav om at få lavet kampagner
En ny undersøgelse viser, at kun 45 pct. af kommunerne har brugt Sundhedsstyrelsens kampagne "Stop influenza". Og at ingen kommuner har udsendt et brev til målgruppen, selvom det er det middel, der vurderes til at være det mest effektive. 20 kommuner er blevet spurgt, hvordan de har grebet informationsindsatsen an.

Liselott Blixt vil gerne vide, om de ældre får tilbuddet og selv vælger det fra, eller om de slet ikke ved, at det er muligt.

"Det her er ikke tilfredsstillende. Vi må finde en måde, så kommunerne retter sig efter det, vi beslutter. Når Folketinget afsætter pengene, så føler jeg da, at de spænder ben for os, når de ikke informerer de ældre om det her tilbud."

Hun kan godt forstille sig, at partiet næste gang vil stille krav om, at en del af pengene skal gå til at informere om tiltaget.

Alt for få
Hos Ældre Sagen undrer Käte Larsen, der er sundhedspolitisk konsulent, sig:

"Nu har ordningen været her i så mange år, og der er fortsat lav deltagelse. Det kan da godt undre os, at kommunerne ikke gør noget mere. Er det, fordi de ikke har ressourcerne til det? Ældre Sagen så meget gerne, at langt flere blev vaccineret, fordi det i sidste ende kan redde liv."

Ældre Sagen arrangerer vaccinationsdage på landets ældrecentre, hvor ældre, kronikere og førtidspensionister kan møde op og blive vaccineret.

Heller ikke Venstres sundhedsordfører er imponeret over kommunernes indsats, men mener, at det vigtigste er, at kommunerne lever op til loven, og at folk kan bruge deres frie vilje til at takke nej:

"Det er vigtigt, at der bliver informeret godt, men vi skal også have respekt for, at nogen vil vælge at sige nej til vaccinationen," siger Birgitte Josefsen.

Men kommunerne er ifølge loven ikke forpligtet til at oplyse borgerne om, at de har mulighed for at blive vaccineret gratis. Det vil sige, at det er fuldstændig frivilligt, om de ønsker at bruge Sundhedsstyrelsens kampagnemateriale.

Liselott Blixt har bedt ministeren svare på, hvordan det går med de afsatte midler til kampagnen, og om alle 100 mio. kr. er blevet brugt til at vaccinere de ældre.

Forrige artikel Ekspert: Rangliste er amatørarbejde Ekspert: Rangliste er amatørarbejde Næste artikel Flere og flere pesticidrester i dansk frugt Flere og flere pesticidrester i dansk frugt