Regeringen indgår ny aftale: Skal bane vej for nye vindmøller

AFTALE: Regeringen og energiforligskredsen har indgået en ny aftale, der skal imødegå modstand fra naboer til fremtidens vindmølle- og solcelleprojekter. Naboerne får blandt andet en ret til at sælge deres bolig til anlægsejeren.

Hvis du i fremtiden bliver ufrivillig nabo til nye vindmøller eller solceller, er opstilleren forpligtet til at købe din bolig, hvis du ønsker at flytte.

Det er et af resultaterne i en ny aftale, som regeringen tirsdag har indgået med energiforligskredsen, der består af alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige.

"Vindmøller og solceller er helt afgørende for at indfri regeringens ambitiøse klimamål. Men de er ikke altid populære naboer. Derfor forbedrer vi nu forholdende for naboerne til fremtidens landvind- og solcelleprojekter," siger klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Aftalen er et resultat af energiaftalen fra sidste år, hvor Folketingets partier besluttede at forbedre de nuværende ordninger for at imødegå lokale protester over projekter med vedvarende energi.

Naboerne kan vælge
Helt konkret får naboer, der bor op til fire-seks gange møllehøjde væk fra vindmøllerne eller op til 200 meter væk fra solcelleanlæggene, ret til at sælge deres bolig til anlægsejeren inden for et år.

Hvis man i stedet ønsker at blive boende, får man en kompensation for faldet i boligens værdi og en årlig skattefri bonus fra opstilleren.

"Fremover kan naboerne vælge, om de vil sælge deres hus eller blive boende og få kompensation for et eventuelt fald i boligens værdi, når der opstilles vindmøller eller solceller. Bliver man boende, vil man desuden modtage en årlig kontant bonus," siger Dan Jørgensen.

Også kommunerne får en kontant bonus, som kan bruges til klimavenlige projekter i kommunen.

Læs mere om aftalens indhold i faktaboksen til højre.

Artiklen er et uddrag af en længere artikel fra Altinget Energi & Klima, hvor du får flere kommentarer og mere perspektiv.

Forrige artikel Farvel til velfærdsstaten – husk din forsikring Farvel til velfærdsstaten – husk din forsikring Næste artikel Dagens overblik: Nu skal folkeskoleelever til eksamen i musik og madlavning Dagens overblik: Nu skal folkeskoleelever til eksamen i musik og madlavning