Dan Jørgensen holder døren åben for ny oliejagt

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

SAMRÅD: Klimaminister Dan Jørgensen (S) kom til stor skuffelse for sine støttepartier ikke med et tilsagn om at aflyse nye olietilladelser i Nordsøen, da han torsdag var i samråd. Enhedslisten forventer en afgørelse før jul.  

Regeringens støttepartier og Alternativet har i de seneste uger presset regeringen for at skrotte planerne om at forlænge oliejagten i Nordsøen frem til 2055.

Men det ønske ville klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) ikke omfavne, da han torsdag var i samråd om sagen.

I stedet fortalte ministeren, at regeringen er gået i gang med ”en analyse af udvindingsmulighederne i Nordsøen”. Og Dan Jørgensen vil først træffe sin beslutning, når analysen ligger færdig.

”Det er en analyse, som bliver lavet med klimabriller på, men som selvsagt også tager hensyn til Danmarks økonomi og arbejdspladser. Der er valide argumenter for at aflyse den ottende udbudsrunde, ligesom der er argumenter for at opretholde den og give tilladelser,” sagde klimaministeren på samrådet.

Analysen skal ifølge ministeren selv være klar ”så hurtigt som muligt”.

EL vil have afklaring før jul
Meldingen blev ikke overraskende mødt med ærgrelse fra regeringens støttepartier og i særdeleshed Enhedslisten og Alternativet, der havde kaldt ministeren i samråd.

Alternativet klima- og energiordfører, Rasmus Nordqvist, konstaterede på samrådet, at han var ”klimaskuffet” over ministerens svar.

Det samme er Enhedslisten.

”Det er fint, at ministeren er i gang med at lave en undersøgelse, men han har mig bekendt været minister i en del måneder, så nu må vi også snart få en afgørelse,” siger klimaordfører Mai Villadsen (EL) til Altinget.

Hun forventer en afgørelse, inden aftalen om klimaloven falder på plads før jul.

"Han bliver nødt til at arbejde hurtigt ovre i sit ministerium, fordi vi vil have en afgørelse."

Men er det ikke meget fornuftigt at tage beslutningen på et mere oplyst grundlag?

”Jo, og derfor burde man nok have lavet analysen, før man stemte for den ottende udbudsrunde, hvilket et stort flertal i Folketinget allerede har gjort. Herunder klimaministeren og Socialdemokratiet. Nu laver de analysen, og det er fint. Men det skal gå hurtigt, for klimaforandringerne kan ikke vente,” siger Mai Villadsen.

Radikale og SF presser også regeringen til at droppe den ottende udbudsrunde. Læs deres reaktioner og Dansk Folkepartis i den fulde artikel på Altinget Energi og Klima.

Forrige artikel Ugens EU-podcast: Kommer Vestbalkan nogensinde med i den europæiske klub? Ugens EU-podcast: Kommer Vestbalkan nogensinde med i den europæiske klub? Næste artikel Arne Eggert lander lederjob i Københavns Kommune Arne Eggert lander lederjob i Københavns Kommune