Bødskov klar med ny styrelse for overenskomster: Respekt og dialog er nøgleord

ARMSLÆNGDE: Skatteministeriet slår nu dørene op for den nye styrelse, som fremover skal varetage offentlige overenskomstforhandlinger. Dermed fjernes opgaven fra Moderniseringsstyrelsen efter årelang kritik af for tæt kobling mellem overenskomster og statens økonomi.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Sådan lyder navnet på den nye styrelse under Skatteministeriet, som fremover skal håndtere overenskomstforhandlinger for 180.000 ansatte i staten.

Ifølge skatteminister Morten Bødskov (S) er respekt og dialog nøgleord for den nye styrelse.

”De offentligt ansatte på statens område gør en kæmpe indsats. Sammen med ansatte i kommuner og regioner er de motoren i velfærdssamfundet. Det glæder mig meget, at vi nu har den nye styrelse på plads, så vi kan kickstarte samarbejdet med de offentligt ansatte, faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationer. Respekt og dialog er nøgleord for mig,” skriver skatteminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Opgør med Moderniseringsstyrelsen
Den nye styrelse slår dørene op fredag og får ud over overenskomster også ansvar for fællesstatslige opgaver i forhold til arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og ledelse.

Oprettelsen af den nye styrelse sker efter mange års kritik af Moderniseringsstyrelsen, som siden oprettelsen i 2011 har haft ansvar for statens overenskomster.

Moderniseringsstyrelsen er placeret direkte under Finansministeriet og er blevet kritiseret for at skærpe den dobbeltrolle, som regeringen spiller i de offentlige overenskomstforhandlinger, hvor de optræder som en af arbejdsmarkedets parter, men i sidste ende gennem et lovindgreb kan få deres vilje.

Især under lærerkonflikten i 2013, men også i 2015 og senest i 2018, har Finansministeriets tætte greb om løn- og arbejdsvilkår været genstand for hård kritik.

”Det vigtigste brændstof for staten, når der skal leveres solid kvalitet for skattekronerne, er medarbejdere og deres kompetencer. Det er det benzin, den offentlige sektor kører på. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at vi har kaldt styrelsen, hvad den hedder. Medarbejdere, kompetencer, samarbejde, arbejdsmiljø, ledelse og udvikling. Det er her, fokus skal være,” skriver Morten Bødskov.

Aftalt i forståelsespapiret
At man nu flytter overenskomstforhandlingerne over i Skatteministeriet, er en udløber af forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne EL, SF og R.

SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, har tidligere udtalt til Altinget, at han forventer, at udskilningen af overenskomstområdet fra Moderniseringsstyrelsen vil skabe et klarere armslængdeprincip.

”Det er et skridt på vejen til at få en bedre balance i de offentlige overenskomstforhandlinger, så de offentligt ansatte ikke skal opleve at gå ind i et rum, hvor det nærmest per definition er win-win for arbejdsgiverne. Det er vigtigt, at vi får en ny start,” sagde han i juli.

Enhedslistens finansordfører, Rune Lund, betragter den nye styrelse som et vigtigt signal om, at man ikke igen har tænkt sig at lave en politisk styring af overenskomsterne.

Ifølge støttepartierne har de dog ikke været involveret i beslutningen om at flytte overenskomsterne til Skatteministeriet.

"På den ene side gør det mig tryg, at overenskomstforhandlingerne bliver rykket længere væk fra Finansministeriet, på den anden side gør det mig utryg, at en minister, som kommer til at sidde på et meget tungt område, hvor der er en gigantisk oprydning igang, skal involveres i den meget tidskrævende og vigtige proces, som de offentlige overenskomstforhandlinger er. Det kræver en uddybning fra regeringens side," sagde Rune Lund til Altinget i slutningen af juni.

Forrige artikel Wammen: Brexit kan koste to milliarder i ekstra EU-tilskud Wammen: Brexit kan koste to milliarder i ekstra EU-tilskud Næste artikel Dagens overblik: Regeringen dropper udskældt omfartsvej Dagens overblik: Regeringen dropper udskældt omfartsvej