EU til briterne: I kan ikke vælge og vrage

BYE BYE BRITAIN: EU lægger op til et ikke så tæt og særligt partnerskab med briterne i nyt udspil om forholdet efter Brexit.

BRUXELLES: ”Det her er ikke Nam. Det er bowling. Der er regler,” siger John Goodman i kultfilmen The Big Lebowski, der ramte de amerikanske biografer for præcis 20 år siden.

Cirka samme retorik lød fra EU-siden onsdag, da formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk fremlagde sit udkast til, hvordan forholdet mellem EU og briterne skal foregå, når briterne endegyldigt har forladt EU-samarbejdet.

I stedet for at stille briterne det helt unikt dybe og særlige partnerskab i udsigt, som premierminister Theresa May i en tale i sidste uge udbad sig, konstaterede formanden for EU-chefernes klub, at det i Unionens optik ikke kan lade sig gøre.

Mays ønsker om at stå uden for EU’s indre marked, toldunion og EU-Domstol, men alligevel bevare en friktionsløs adgang til dele af det marked, harmonerer simpelthen ikke med grundlaget for et regelbaseret fællesskab som EU, lød det fra Tusk.

”Ingen medlemsstat er frit stillet til at vælge kun de sektorer i det indre marked, som det kan lide, eller kun acceptere EU-Domstolens rolle, når det passer i dets kram. Det betyder samtidig, at det er udelukket, at et ikkemedlem kan indtage en sådan ”bland selv”-holdning,” sagde EU-formanden.

Bliver kun en frihandelsaftale
I stedet vil han tilbyde briterne en frihandelsaftale på linje med den, som EU har indgået med lande andre steder i verden. En aftale, hvor der ikke er told eller mængdebegrænsninger på varer, men som indebærer told- og sikkerhedskontrol ved grænserne, sådan som det gælder for alle lande, der står uden for det indre marked og toldunionen.

”Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at den eneste tilbageværende model er en frihandelsaftale. Jeg håber, at den bliver ambitiøs og avanceret. Og vi vil gøre vores bedste, ligesom vi har gjort med andre partnere så som Canada på det seneste. Men det bliver kun en frihandelsaftale,” sagde Tusk ved et pressemøde i Luxembourg.

Her var han flankeret af landets premierminister, Xavier Bettel, der gjorde klart, at det ikke handler om at straffe briterne. Men at de samtidig ikke skal slippe billigere end de øvrige EU-lande, når det kommer til rettigheder og pligter.

”Vi skal kunne have et forhold til det land, men på en jævn og fair spillebane. Uden at de kan vælge og vrage. Og uden at give andre EU-borgere indtryk af, at det er mere interessant at være ude end at være inde,” sagde Bettel.

Læs mere om EU's udkast til et fremtidigt samarbejde med briterne på altinget: eu (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Naturstyrelsen nedlægger hver syvende stilling Naturstyrelsen nedlægger hver syvende stilling Næste artikel Region Hovedstaden: Hvem er omfattet af strejke og lockout i din kommune? Region Hovedstaden: Hvem er omfattet af strejke og lockout i din kommune?