Ny ferielov truer ferie for 20.000 udsatte

FERIEHJÆLP: Arbejdsmarkedets Feriefond vil blive drænet, hvis Folketinget gennemfører revision af ferieloven. Det vil betyde et styrtdyk i støtten til ferie for vanskeligt stillede familier og børn.

Omkring 20.000 børn, unge og voksne fra vanskeligt stillede familier deltog sidste år i lejrskole, familiecamping eller andre ferieaktiviteter, som var finansieret med 'glemte feriepenge' fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

Men hvis Folketinget følger den anbefaling om ændring af ferieloven, som det såkaldte ferielovsudvalg offentliggjorde i tirsdags, vil det medføre et markant dyk i de midler, som hvert år bruges til at give udsatte børn og familier et pusterum fra en økonomisk presset hverdag.

Det bekræfter Jens Vibjerg, der er formand for Arbejdsmarkedets Feriefond og tidligere folketingsmedlem for Venstre.

"Nu ved vi jo endnu ikke, hvor de politiske forhandlinger ender, men ud fra udvalgets indstilling må vi antage, at indtægterne til feriefonden reduceres væsentligt," siger han.

260 millioner i glemte feriepenge
Ferielovsudvalget foreslår i sine anbefalinger, at den danske model med forskudt ferie ændres til 'samtidsferie' allerede fra 2020 – hvilket vil give nyansatte ret til betalt ferie allerede i det første arbejdsår.

Læs også: Ferielovsudvalget anbefaler: Nyansatte skal have ret til betalt ferie

Ifølge ferielovsudvalgets betænkning vil det medføre et fald i uhævet feriegodtgørelse fra 260 millioner kroner årligt til 40 millioner kroner, hvoraf 25 millioner kroner vil tilfalde Arbejdsmarkedets Feriefond.

Det er noget mindre end de 69 millioner kroner i glemte feriepenge, som feriefonden modtog sidste år.

Feriehjælp gør kæmpe forskel
Dansk Folkehjælp modtog sidste år 10 millioner kroner i tilskud og sendte godt 3.000 personer af sted på en uges gratis ferieophold.

Generalsekretær Klaus Nørlem ærgrer sig over udsigten til, at feriefonden kan blive drænet.

"Det vil få den konsekvens, at to tredjedele af de familier, vi hjælper, vil miste støtten. Og der er desværre allerede et langt større behov, end vi med de nuværende midler kan tilgodese. Så vi håber inderligt, at man i de politiske forhandlinger kan skabe en alternativ økonomisk ramme for feriehjælp," siger han.

Ingen redningsplanke i udsigte
En indledende sondering blandt ordførerne på Christiansborg tyder på, at man skal kigge langt efter en redningsplanke for Arbejdsmarkedets Feriefond.

"Vi kan jo godt se, at de har et problem med de udsatte, og det er selvfølgelig noget, vi skal se på. Men først og fremmest må vi sikre, at lønmodtagerne får deres feriepenge udbetalt," siger Bent Bøgsted, der er beskæftigelsesordfører i Dansk Folkeparti.

Samme toner lyder fra LO og DA, der begge har siddet med i ferielovsudvalget og fra Socialdemokratiet. Det kan du læse mere om på Altinget: arbejdsmarked (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Ny måling: Rød blok står til at overtage magten Ny måling: Rød blok står til at overtage magten Næste artikel Politisk overblik: Topembedsmand skaffede sponsorater fra kvotekonger Politisk overblik: Topembedsmand skaffede sponsorater fra kvotekonger