Regnefejl giver 10 millioner ekstra til ngo’er

NGO-STØTTE: Eksterne konsulenter har regnet forkert, da offentlige midler til de danske udviklingsorganisationer skulle fordeles. Men det giver flere penge til ngo’erne, lyder det fra udviklingsministeren.

En regnefejl til 10 millioner ulandskroner.

Det er konsekvensen af, at fordelingen af de ca. 1,2 milliarder kroner til danske udviklings- og nødhjælpsorganisationer blev udregnet forkert efter en udbudsrunde.

Men det er ikke noget ngo’erne har grund til at begræde.

For regnefejlen fra det eksterne konsulentbureau, som Udenrigsministeriet havde hyret til at løse opgaven, betyder, at udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har fundet 10 millioner kroner ekstra til ngo’erne.

”Regnefejlen var selvsagt beklagelig, og den er der nu rettet op på. Udenrigsministeriet tager det fulde ansvar for fejlen, der ikke skal komme organisationerne til last,” skriver ministeren i et svar til Folketinget.

Derfor er bevillingen til de strategiske partnerskaber styrket med yderligere 10 mio. kr. i 2018 og 13 mio. kr. i årene derefter.

Fejlen blev opdaget af en ngo, der ikke kunne få deres bevilling til at stemme overens med den såkaldte score, som hver organisation har fået tildelt af det eksterne konsulentbureau. Ngo’ernes score er brugt til at fordele pengene til de 17 ngo’er.

EL: Urimeligt
Det er Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl, der har stillet spørgsmål til sagen.

Han kalder det ”helt urimeligt, at de strategiske partnerskabsorganisationer ikke får tildelt den bevilling, som rettelig tilkommer dem på baggrund af den udbudsrunde og konkurrence, som ministeren har indført på området.”

Det er første gang, at udviklingsmidlerne til danske ngo’er er fordelt via en åben udbudsrunde. Og ministeren er meget tilfreds med resultat, skriver hun i sit svar.

Bevillingerne gælder de næste fem år, hvor der altså skal fordeles samlet set ca. seks milliarder kroner.

Læs hele artiklen på Altinget: udvikling (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Venstre afsiger først dom over regionerne til næste valg Venstre afsiger først dom over regionerne til næste valg Næste artikel Politisk overblik: Aldersgrænse for konvertering Politisk overblik: Aldersgrænse for konvertering