Styrelse advarer skoler om vaccine-information fra TV 2

HPV: Sundhedsstyrelsen går i rette med TV 2, efter stationen har henvendt sig til skoler med information om HPV-vaccinen. 

Sundhedsstyrelsen advarer skoler imod, hvad de kalder “en såkaldt informationsaften om HPV-vaccinen” arrangeret af TV 2.

Tv-stationen har inviteret en række sjællandske skoler til en aften på Statens Museum for Kunst 30. maj, hvor der bl.a. skal sættes fokus på pigers og forældres ”dilemma” ved valg af vaccinen. Begivenheden filmes af TV 2 i forbindelse med en dokumentarudsendelse.

Læs TV 2's invitation til skolerne her.

Invitationen er problematisk, mener Sundhedsstyrelsen, som er blevet kontaktet af flere bekymrede forældre. Derfor har styrelsen sendt sit eget brev til de inviterede skoler.

“Vi har de seneste dage modtaget en række henvendelser fra forældre, som har udtrykt bekymring over, at I på jeres skole har valgt at lægge en invitation fra TV 2, som søger publikum til en såkaldt informationsaften om HPV-vaccinen, på SkoleIntra,” skriver styrelsen i brevet.

'De Vaccinerede Piger’
I TV 2’s brev til skolerne understreger mediet, at det ikke er dokumenteret, at HPV-vaccinen har nogen sammenhæng med en række symptomer hos unge vaccinerede piger.

Læs også: HPV-sagen: Har vi mistet respekten for kendsgerninger?

Samtidig skriver TV 2, at ”debatten om mistanken til vaccinen især blev vakt i forbindelse med TV 2-dokumentaren ’De Vaccinerede Piger’ fra 2015."

Det er problematisk, skriver Sundhedsstyrelsen til skolerne, da dokumentarfilmens “vinkel”, om at unge piger er blevet alvorligt syge af vaccinen, “er helt udokumenteret og i modstrid med Sundhedsstyrelsens faglige vurderinger og anbefalinger.”

Styrelsen er generelt bekymret over en lav tilslutning til HPV-vaccinen “og appellerer derfor til, at henvendelsen fra TV 2 bliver ledsaget af information fra sundhedsmyndighederne, så forældrene har mulighed for at blive opdateret med seneste viden om HPV-vaccinen.”

Sektionsleder i Sundhedsstyrelsen Sigrid Paulsen forklarer opfølgende, hvorfor styrelsen reagerer – trods TV 2's forbehold.

“TV 2 betegner mødet som en informationsaften, men i brevet er den eneste information om vaccinen et link til deres egen stærkt omdiskuterede dokumentar, som er to år gammel. Programmet efterlader det indtryk, at vaccinen har alvorlige uventede bivirkninger. En hypotese, som siden er blevet tilbagevist gentagne gange,” siger hun og tilføjer:

“Vi har derfor skrevet til skolerne, at hvis de har valgt at lægge invitationen ud, så bør de også lægge supplerende materiale ud fra os for at tilbyde mere nuanceret, vidensbaseret og opdateret viden om HPV-vaccinen.”

TV 2: "Forstår simpelthen ikke kritikken"
Hos TV 2 ser redaktionschef for TV 2 Dokumentar, Troels Jørgensen, på sagen med undren. 

"Jeg forstår simpelthen ikke kritikken," lyder det fra redaktionschefen.

"Det er et faktum, at mange forældre i dag er i tvivl om, hvorvidt de skal give deres barn HPV-vaccinen. Det er et supervigtigt emne, som vi gerne vil skildre på tv," siger han.

Læs også: HPV-vaccinationer i voldsomt fald

Troels Jørgensen fortæller, at alle fagfolk på mødet bakker op om vaccinen. Han tror, "at åben information og debat er vejen frem" og undrer sig derfor over Sundhedsstyrelsens kritik.

"Det kan virke, som om Sundhedsstyrelsen gerne selv vil styre alle informationer på området."

Læs hele artiklen på Altinget: sundhed (kræver abonnement), hvor du kan møde en skoleleder, der føler, at TV 2 har "forsøgt at tage røven på" ham. Tegn gratis prøveabonnement her.

 

,

Forrige artikel DA i hårdt angreb på regeringens frivilligudspil DA i hårdt angreb på regeringens frivilligudspil Næste artikel KL-formand inden forhandlinger: Der er råd til at sikre lokal velfærd KL-formand inden forhandlinger: Der er råd til at sikre lokal velfærd