Danmarks grønne skattetryk er stagneret

AFGIFTER: Trods politisk blæst om niveauet på de grønne skatter og afgifter har det samlede grønne skattetryk ikke ændret sig de seneste år, viser ny opgørelse. Det danske grønne skattetryk er dog stadig langt højere end i nabolandene.

Når 2017 er omme, vil de grønne skatter og afgifter fylde den samme andel af samfundsøkonomien som i 2014. Det viser en opgørelse fra Skatteministeriet.

Det står i modsætning til den politiske blæst, der fra tid til anden rammer de grønne afgifter.

Ifølge opgørelsen fra Skatteministeriet, udgjorde det grønne skattetryk 3,6 procent af BNP i 2014 – hvilket det også gjorde i 2015 og forventes at være i 2016 og 2017 i ministeriets nye skøn.

Fald siden år 2000
Fra år 2000 og frem til finanskrisen i 2008 var det grønne skattetryk svagt faldende på grund af skattestoppets nominalprincip indført af Fogh-regeringen i 2001.

Siden 2008 er skattestoppet faldet 0,7 procent – blandt andet som følge af fald i provenuet fra registreringsafgiften – men i de seneste år har niveauet altså været det samme.

Niveauet på de grønne afgifter får i år fornyet politisk liv med regeringens afgifts- og tilskudsanalyse – som ventes færdig til sommer – og regeringens udspil til en energiaftale i efteråret.



Skal afspejle skaden bedre
Ifølge miljøvismand, økonomiprofessor Lars Gårn Hansen, er det overordnede niveau for det grønne skattetryk ikke så afgørende. Det handler i stedet om, at hver grøn afgift afspejler den miljøskade, afgiften er tiltænkt.

Det mener vismændene, at en række grønne afgifter i dag ikke gør. El-afgiften er for høj, svovl-afgiften for lav, og man bør overveje at indføre en afgift på brændeovne, lyder det blandt andet fra vismændene i en ny rapport.

”For os handler det i virkeligheden om en omstrukturering af det grønne afgiftstryk – væk fra grønne afgifter, som primært hiver provenu i kassen og over til nogle, som er målrettet miljøproblemer. Om det så samlet ender med et højere eller lavere grønt skattetryk, det vil jeg ikke gå ind og vurdere,” siger Lars Gårn Hansen.

(Artiklen fortsætter under grafen)


Hos DI er man mere klare i mælet: det grønne skattetryk skal i hvert fald ikke op. Her er man i udgangspunktet helt på linje med vismændene i, at de grønne afgifter skal afspejle miljøskaderne.

Går ud over konkurrenceevnen
I dag beskattes der bare langt højere end miljøskaderne tilsiger – og det er et problem for danske virksomheder, lyder det fra DI's energibranchedirektør, Troels Ranis.

”Det er en række hensyn, som man skal tage i agt, når et skattesystem skal indrettes. Og vi står i en konkurrencesituation, hvor for høje grønne afgifter ender med at være skadeligt for vækst og beskæftigelse i Danmark,” siger Troels Ranis, og henviser til, at det danske grønne skattetryk ligger et niveau over vores nabolande.

Deri ligger en betydelig risiko for, at danske virksomheders omkostninger bliver større, og at de dermed taber terræn i forhold til udenlandske virksomheder, lyder det fra DI.


(Artiklen fortsætter under grafen) 

Hos miljøorganisationen Det Økologiske Råd har man historisk ønsket det grønne skattetryk skal være højere. Og organisationen arbejder målrettet for at få indført afgift på biomasse og justeret elafgiften.

”For os er grønne afgifter ikke kun et udtryk for at medregne miljøskaden, det er også en måde at styre samfundet i en grønnere retning. Så man skal bruge dem til at få moral og økonomi til at hænge sammen. Men et højere grønt skattetryk er ikke et mål i sig selv. Men bliver det højere, er det ikke noget, vi i sig selv ser som et problem,” siger klima- og energimedarbejder i Det Økologiske Råd, Søren Dyck-Madsen.

Skal være stærkere drivkraft
Han synes stadig grønne afgifter er et aktivt instrument, som skal bruges, og ser derfor længselsfuldt frem til, regeringen præsenterer den endelige grønne afgifts- og tilskudsanalyse til sommer.

”De grønne skatter og afgifter skal indrettes mere intelligent end i dag. Så de bliver en stærkere drivkraft til at nå de klima-, energi- og miljømål, vi har sat os. Og det vil betyde, at nogle afgifter skal op, og andre skal ned,” siger Søren Dyck-Madsen.

 

Forrige artikel Vrede polakker blokerer EU-topmøde Vrede polakker blokerer EU-topmøde Næste artikel Oversigt: Så tæt er de små partier på at kunne stille op Oversigt: Så tæt er de små partier på at kunne stille op