Rød blok lammer satspuljeforhandlinger

DØDVANDE: Regeringen har brugt pengene fra årets satspulje, før forhandlingerne er gået i gang, mener rød blok. En samlet opposition kræver 300 millioner kroner overført til socialområdet, før forhandlingerne kan fortsætte.

De politiske forhandlinger om fordelingen af satspuljemidlerne er kommet skidt fra start.

Regeringen måtte mandag aflyse planlagte forhandlinger på Sundhedsministeriets område. Årsagen er, at forligspartierne i rød blok er utilfredse med regeringens udspil til fordeling af satspuljemidlerne mellem de forskellige fagområder.

Oppositionen har derfor i samlet flok meddelt finansministeren, at de ikke ønsker at fortsætte forhandlingerne på de enkelte områder, med mindre regeringen prioriterer 300 millioner kroner mere af den samlede økonomiske ramme til socialområdet.

"Regeringen har i uhørt grad brugt pengene fra årets satspulje, inden forhandlingerne overhovedet er gået i gang. Og primært på temaer, der ikke rammer kernen i satspuljen, nemlig de socialt udsatte. Så der er ingen grund til, at man går ud i de enkelte ministerier og forhandler, når vi overordnet set er uenige i rammen," siger Lisbeth Bech Poulsen, der er finansordfører for SF.

Én milliard på forhandlingsbordet

I år er det næsten én milliard kroner på forhandlingsbordet, og dem har regeringen fordelt på seks temaer, som spreder sig over fire ministerier, og som i årene 2017-2020 beløber sig til næsten 3,5 milliarder.

Det fremgår af Finansministeriets oplæg til prioritering af satspuljen, som Altinget er i besiddelse af.

Blandt andet vil regeringen bruge over 350 millioner på den antiradikaliseringsindsats, som blev præsenteret for nylig, og over én milliard på beskæftigelsesområdet.

Temaer for satspuljen 2017

Mio. kr., 2017-pl 2017 2018 2019 2020 2017-20
1. Flere skal være en del af arbejdsfællesskabet 355,4 311,5 249,7 189,6 1.106,2
- Heraf erstatning til psykisk sårede veteraner (PTSD) 150,0 150,0 150,0 150,0 600,0
2. Kvalitet og sammenhæng for ældre og svage patienter 101,5 93,0 98,4 98,4 391,3
3. En styrket indsats på kræftområdet 90,0 90,0 90,0 90,0 360,0
4. Forebyggende indsats mod vold på botilbud 69,9 115,5 108,8 106,6 400,8
5. Færre skal være socialt udsatte 265,4 192,5 182,7 179,8 820,4
6. Indsats mod parallelsamfund 113,0 83,2 88,4 68,7 353,3
Udmøntning i alt 995,2 885,7 818,0 733,1 3.432,0

Forhandlingsrammer

Mio. kr., 2017-pl 2017 2018 2019 2020
Social- og Indenrigsministeriet 265,4 192,5 182,7 179,8
Sundheds- og Ældreministeriet 191,5 183,0 188,4 188,4
Beskæftigelsesministeriet 355,4 311,5 249,7 189,6
Udlændinge-, Integration- og Boligministeriet 113,0 83,2 88,4 68,7
Indsats mod vold på botilbud (SIM/SUM) 69,9 115,5 108,8 106,6
Udmøntning i alt 995,2 885,7 818,0 733,1

Kræver ekstra indsats for børn og unge
Konkret ønsker oppositionen, at de 300 millioner kroner øremærkes til at hjælpe udsatte børn og unge.

"Regeringen har lagt op til seks forskellige temaer. Som samlet opposition vil vi også gerne kunne sætte vores fingeraftryk. Og det er så det, vi har spillet ind med nu," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Hverken socialminister Karen Ellemann (V) eller finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har ønsket at kommentere historien over for Altinget.

Men andre partier i blå blok er mildest talt ikke begejstrede for oppositionens ultimatum. Konservative kalder oppositionens krav for overdrevet, mens Dansk Folkepartis sundheds- og psykiatriordfører, Liselott Blixt, frygter, at oppositionens krav kommer til at gå ud over ældre-og sundhedsområdet.

"Det er første gang, jeg har oplevet, at man er uenige på den her måde, og jeg har aldrig hørt, at man har flyttet så store beløb. Det er virkelig gået i skuddermudder," siger hun.

Læs hele artiklen på Altinget: arbejdsmarked (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Europa-Parlamentet vil ikke tage DF's penge retur Europa-Parlamentet vil ikke tage DF's penge retur Næste artikel Regeringen erkender tvivl om integrationsydelse Regeringen erkender tvivl om integrationsydelse