Uklart om topministre vil hyre flere spindoktorer

RÅDGIVERE: Både statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen klarer sig fortsat med en enkelt særlig rådgiver, selv om de har ret til to. Det er ellers en betydelig fordel med ekstra hænder, siger tidligere rådgiver.

Da Thorning-regeringen i 2011 tiltrådte, blev det som noget nyt besluttet, at en række centrale ministre havde ret til ikke bare en, men to særlige rådgivere.

Ministre med sæde i et af regeringens to centrale udvalg, koordinationsudvalget og økonomiudvalget, fik således mulighed for at hyre to særlige rådgivere, populært kaldet spindoktorer, til at hjælpe dem med politisk rådgivning, taleskrivning, at viderebringe politiske budskaber til pressen og koordinere med parti, folketingsgruppe og resten af regeringen.

Det betød, at en lang række centrale ministre i Thorning-regeringens tid havde glæde af to særlige rådgivere.

I dag gælder det dog kun enkelt, nemlig udenrigsminister Kristian Jensen (V), der har hyret Peter Høyer og Christopher Arzrouni. Og det er der ikke umiddelbart udsigt til at blive lavet om på.

Strammede regler
Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tiltrådte i 2015, strammede han reglerne, så kun ministre med sæde i koordinationsudvalget kunne hyre to særlige rådgivere. Da udvalget samtidig er blevet mindre, er det kun tre ministre, der i dag har lov til at ansætte to særlige rådgivere – nemlig statsministeren, finansministeren og udenrigsministeren – men det er altså kun udenrigsministeren, der gør brug af fordelen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde oprindeligt to rådgivere, men har ikke ansat en afløser for Søren Møller Andersen, der stoppede i foråret. Dermed er Lisbeth Mikkelsen den eneste særlige rådgiver i det tunge ministerium. Finansministeriet oplyser til Altinget, at det ikke er afgjort, om der igen skal ansættes en rådgiver nummer to.

Og statsminister Lars Løkke Rasmussen selv – han har lige siden regeringsdannelsen klaret sig med en enkelt særlig rådgiver, nemlig Jacob Bruun Christensen, der kom fra en stilling som leder af Venstres Center for Kommunikation og Politik.

Fordele ved flere hænder
Der er dog klare fordele ved at være flere om arbejdet, mener Henrik Kjerrumgaard, der både har prøvet at være den eneste særlige rådgiver i Økonomi- og Indenrigsministeriet og en del af et rådgiver-makkerpar sammen med Christina Holm Eiberg.

“Det har mest betydning i forhold til interaktionen med journalister. I de store ministerier som Finansministeriet, Statsministeriet og det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium kommer der sindssygt mange pressehenvendelser hver dag. Og hvis man ikke har tid, må man prioritere, hvornår man ikke tager telefonen, og hvem man ikke ringer tilbage til,” siger Henrik Kjerrumgaard.

Læs hele artiklen på Altinget: embedsværk (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her

,

Forrige artikel LA afleverer forhandlingsudspil til regeringen LA afleverer forhandlingsudspil til regeringen Næste artikel Det sker i EU: Sommerferie, men ikke til Tusk og Merkel Det sker i EU: Sommerferie, men ikke til Tusk og Merkel