Loft: Pas på hovedløs inspiration fra privat sektor
DEBAT: Den offentlige sektor henter i stigende grad inspiration fra den private sektor. Det er i mange tilfælde klogt, men gjort forkert kan det ligefrem være med til at skade den offentlige opgaveløsning, skriver tidligere departementschef Peter Loft.
Af Peter Loft
Rådgiver og tidligere departementschef i Skatteministeriet
I de seneste mange år har den offentlige sektor i stigende omfang hentet inspiration fra den private sektors måde at lede og drive virksomhed på. I den offentlige sektors vokabularium er ord som koncern, kunder, produkter og produktion, stakeholders og strategi blevet almindelige, og i dag hedder en afdelingschef som regel direktør.
Mere væsentligt er det, at man i offentlige organisationer nu anvender kontraktbaserede styringsformer eller Key Performance Indicators både overfor underordnede styrelser og internt i de enkelte organisationer, og at de fleste offentlige instanser i dag har langsigtede strategier og målsætninger. Det stigende fokus på markedsføring og branding af både minister og ministerium, som blandt andet fremkomsten af de særlige rådgivere er et udtryk for, ligner også en udvikling, der kendes fra de private virksomheder.
Fundamentale forskelle
Det er udmærket, hvis inspirationen fra den private sektor kan føre til forbedrede resultater i den offentlige sektor, for eksempel i form af øget effektivitet, forbedret service og højere tilfredshed med de offentlige myndigheder og deres opgavevaretagelse. Ud fra denne betragtning er det klogt at se på, hvad man kan lære af de private virksomheder.
Mere problematisk er det imidlertid, hvis man ser bort fra de fundamentale forskelle, der er på de to sektorer, og derfor enten foretager dispositioner, som næppe har nogen særlig effekt, eller hvis man ligefrem skaber effekter, som er med til at skade den offentlige opgaveløsning.
En privat virksomhed har som sit eneste formål at skabe værdi for sine ejere. En offentlig virksomhed har ikke tilsvarende én entydig bundlinje at styre efter, men derimod mange, ofte indbyrdes modstridende. Den enkleste måde at løse en opgave på er ofte ikke den politisk mest hensigtsmæssige eller ønskelige, eller også skal der varetages mange forskellige interesser på én gang. En skat skal for eksempel ikke kun skaffe finansiering af de offentlige udgifter; den skal også skabe social lighed, fremme miljøet og gavne klimaet, forbedre konjunkturerne eller sikre befolkningens sundhed.
Risiko for forvridning
Vælger man at styre et ministerium efter nogle økonomiske, kontraktbaserede retningslinjer, vil man givetvis kunne opnå forbedringer på nogle områder, men på de felter, som ikke indgår i målkravene - måske kan der ikke måles, fordi der ikke er tale om kvantitative krav – vil den ledelsesmæssige interesse blive tilsvarende mindre. Dette skaber en risiko for forvridning af den offentlige opgavevaretagelse.
Strategier er gode at styre efter, hvis organisationen har et entydigt mål. Men hvis der er mange mål, og hvis disse skifter jævnligt på grund af politiske forhold, er det et spørgsmål, om de ikke er mere vildledende end vejledende for både medarbejdere og brugere af den pågældende organisations ydelser.
Ministre og ministerier er løbende blevet langt bedre til at forklare sig over for offentligheden – i takt med at kravene herom også er blevet skærpet stærkt - men ligesom reklamer ofte giver tvivlsomme råd, er det trist, hvis evnen til at kommunikere fortrænger indholdet af det, der kommunikeres om.
DF: Vi stemmer ikke kun om Europol
Professor: Drop luftige løfter om asylafstemning
