Ældremilliard går uden om udkantskommuner

FIK DU LÆST: Mens storbyer vinder, så taber en række udkantskommuner millioner på regeringens beslutning om at lægge ældremilliarden over i kommunernes bloktilskud. Det går ud over velfærden, lyder det fra borgmestre. (Bragt første gang i september 2015)

De ældre i kommuner som Odsherred, Bornholm og Lolland risikerer næste år at blive ramt på velfærden af den økonomiaftale, regeringen og KL indgik i juli.

Aftalen indebar en omlægning af den såkaldte ældremilliard. Fremover skal den ikke længere fordeles via en centralt administreret pulje, men blot lægges oven i det samlede kommunale bloktilskud.

Den øvelse koster imidlertid en række økonomisk pressede yderkommuner en væsentlig bid af deres andel af ældremilliarden. Det fremgår af en ny opgørelse fra Finansministeriet.

I Odsherred Kommune må borgmester Thomas Adelskov (S) således se sin bevilling fra ældremilliarden reduceret med knap 2,3 millioner kroner svarende til over 25 procent.

Her har man været nødt til at støve de penge op andre steder på budgettet for at fastholde projekter, som er sat i gang for pengene fra ældremilliarden.

”Det er bundærgerlig, at vi mister på det her. Det er penge, som vi nu har skullet finde andre steder på budgettet. Og det er jo ikke, fordi vi har ret mange penge at tage af,” siger Thomas Adelskov.

Knast i budgettet
Selv om to millioner kroner ikke lyder af meget i en kommunal økonomi på flere milliarder kroner, så er det noget, der kan mærkes.

”Vi har siddet med et budget, hvor vi samlet har haft 16 millioner kroner til at løfte servicen for. Og så er to millioner jo mange penge,” siger Thomas Adelskov.

Frederikshavns Kommune mister lige godt tre millioner kroner. På den baggrund er kommunens socialudvalg nu ved at se på, hvilke af de tiltag, der er sat i gang for ældremilliarden, som nu må ophøre. Det oplyser borgmester Birgit S. Hansen (S).

Målt i kroner rammes ud over de allerede nævnte kommuner også yderkommuner som Guldborgsund, Hjørring og Faaborg-Midtfyn på pengepungen af omlægningen af ældremilliarden.

Gjort op i procentvis tab kommer en række mindre ø-kommuner også med blandt de hårdest ramte.

På Lolland må man i 2016 vinke farvel til to af kommunens oprindeligt 11 millioner kroner fra ældremilliarden.

”Pengene er jo brugt til at sætte nogle initiativer i gang. Og det giver os nu udfordringer med at holde momentum i forhold til de indsatser,” siger Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S).

(Artiklen fortsætter under kortet)

Kort over konsekvenser ved omlægning af ældremilliard

(Jo mørkere rød farve, kommunene er markeret med, jo større tab lider kommunen. Jo mørkere grøn farve, jo større gevinst har kommunen)
Kilde: Finansministeriet og egne beregninger

Kommuner med mange ældre taber
Oprindeligt fik hver kommune tildelt en andel af ældremilliarden på baggrund af kommunens udgiftsbehov til ældre borgere.

Når milliarden i 2016 indgår i det samlede kommunale bloktilskud, fordeles penge fremadrettet ud fra den generelle udligningsordning. Her indgår kriterier, som tager højde for mange andre forhold end kommunens udgifter til ældre. Det betyder, at kommunerne med relativt høje udgifter på ældreområdet står til at miste penge på omlægningen.

Når omlægningen samtidig rammer en række velhavende nordsjællandske kommuner, skyldes det ikke, at de nødvendigvis har en større udgiftsbehov til de ældre end de fleste andre kommune.

Årsagen skal formentlig findes i, at disse kommuners borgere generelt er mindre socialt belastede end i andre kommuner. Derfor er det en økonomisk ulempe for dem, når pengene fordeles over den generelle udligningsordning, fremfor hvis de blev fordelt i forhold til kommunens udgifter til ældre.

I Guldborgsund Kommune undrer borgmester John Brædder (Lokalliste) sig over, at man med omlægningen af ældremilliarden har valgt en model, der skaber større skævheder blandt kommunerne.

”Det er jo med til at give en større ubalance i de kommuner, der mister penge. For det er jo ikke de ældre, der flytter fra yderkommunerne. Tværtimod kommer de til at udgøre en større del af befolkningen, når andre flytter,” siger John Brædder.

Storbyer vinder
Hans kommune mister lige knap 30 procent af sin andel af ældremilliarden svarende til omkring tre millioner kroner.

Mens yderkommuner landet over mister penge, så er det særligt de større byer, der vinder på omlægningen. Ikke mindst Københavns og Aarhus Kommune, der ifølge Finansministeriets opgørelse får en gevinst på henholdsvis 44 og 12,5 millioner kroner.

I Aarhus består de økonomiske udfordringer da derfor heller ikke så meget i, om ældreområdet kan bevare de oprindelige midler fra ældremilliarden fremadrettet. Men i hvorvidt de ekstra penge også skal målrettes de ældre.

”Jeg kæmper hårdt for, at vi kan beholde alle midlerne, så vi kan rulle tidligere besparelser tilbage og udvide vores klippekortordning,” siger kommunens sundhed- og omsorgsrådmand, Jette Skive (DF).

Fri os fra ny ældremilliard
Hun er bekymret for, at økonomiaftalens omlægning af ældremilliarden på sigt betyder, at pengene forsvinder fra hendes ansvarsområde og ud i andre dele af den kommunens økonomi.

”Hvis ikke pengene går til ældreområdet, så bliver ældremilliarden jo udhulet hen ad vejen,” siger Jette Skive.

Hverken tabet af penge eller udsigten til en udhuling af ældremilliarden får imidlertid hverken borgmesteren på Lolland, Bornholm, i Faaborg-Midtfyn, Odsherred eller Guldborgsund til at ønske sig en ny ældremilliard efter samme principper som den seneste.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan disponere midlerne, som vi selv vil. Og jeg tror, at rigtig mange kommuner alligevel disponerer med at bruge de her midler på næste års budget, for det er jo et helt centralt velfærdsområde,” siger Faaborg-Midtfyns borgmester, Christian Thygesen (V).

,

Forrige artikel EU's nedbrudte asylsystem dominerer topmøde EU's nedbrudte asylsystem dominerer topmøde Næste artikel Top 10: Se kommunerne med de højeste skatter Top 10: Se kommunerne med de højeste skatter