Ledige tvinges til at hæve pension før tid

PENSION: Efter seks måneders ledighed skal kommunerne presse ledige til at hæve deres arbejdsmarkedspension før tid. Det koster 60 procent i afgift og får kritik fra både pensionsbranchen samt S og DF.

Når en person har været på kontanthjælp i seks måneder, skal kommunen kræve, at den ledige lever af sin pension.

Det sker, når pensionen overstiger en bagatelgrænse på 50.000 kroner for enlige og 100.000 kroner for ægtefæller og kan hæves før tid. I de tilfælde koster det 60 procent i afgift til staten. Pensionskunden går dermed glip af en stor del af gevinsten ved den akkumulerede arbejdsmarkedspension.

“Det virker mærkværdigt, at man tager penge ud i utide til en høj strafsats, som staten selv har sat til 60 procent, som man så bruger til forsørgelse, mens man så samtidig mister forsørgelse i alderdommen,” siger privatøkonom Carsten Holdum, der er kundetillidsmand i PFA.

“Vi er vildt forbavsede over, at det overhovedet er muligt. Det strider mod det formål, som vi troede, at vi samfundsmæssigt var sat i verden for at udføre,” fortsætter han.

Overenskomstbaseret pension er sikret
Stort set alle overenskomstbaserede arbejdsmarkedspensioner er forsynet med klausuler, der forhindrer dem i at blive hævet før tid. Men over halvdelen af arbejdsmarkedspensionerne udgøres af firmapensionsordninger, hvoraf de fleste kan købes tilbage før tid.

Lov om aktiv socialpolitik har i mange år forpligtet kommunerne til at kræve tilbagekøbsberettiget arbejdsmarkedspension modregnet i kontanthjælp.

Ifølge brancheorganisationen Forsikring & Pension er kommunerne i de seneste år i stigende grad begyndt at gøre brug af muligheden.

“Loven giver dem hjemmel til at gøre det, det anfægter vi slet ikke. Men vi er store modstandere mod reglen om, at kommunerne skal kræve, at folk tilbagekøber pension før tid. Helt generelt er formålet med arbejdsmarkedspensioner at sikre den højest mulige alderspension, når man bliver gammel. Det er ikke skabt til at finansiere midlertidig ledighed,” siger konsulent Helle Winther.

Sådan er reglerne
Men nu øjner branchen en ny chance i kraft af den pensionsreform, som ifølge regeringen skal gennemføres allerede foråret 2016. De nuværende regler giver ikke mening for brancheorganisationen.

“Det er da lidt pudsigt, at man med den ene hånd vil have flere til at spare op til pension, og med den anden hånd kræver, at du skal bruge din pension før tid, hvis du er på kontanthjælp,” siger Helle Winter.

KL kan ikke genkende pensionsselskabernes oplevelse af, at kommunerne i stigende grad skulle stille kræve arbejdsmarkedspensioner indløst før tid.

“Det har været et lovfæstet krav i 10 år. Det er fast rutine, at man efter et halvt år tjekker, om der er en arbejdsmarkedspension, der kan indløses. Alternativet er, at kommunerne ikke skal overholde loven,” siger chefkonsulent Brian Siggaard.

I strid med politisk hensigt
Pensionskassernes kritik vinder gehør i begge sider af Folketingssalen.

“Jeg kan ikke pege fingre af kommunerne, hvis de overholder loven. Men jeg synes, det er trist, hvis man skal bruge af sin pension, fordi man forhåbentlig kun i en kortere overgang er på kontanthjælp,” siger Leif Lahn Jensen, som er beskæftigelsesordfører for Socialdemokraterne.

Dansk Folkeparti mener ikke, at kommunerne skal kunne tvinge nogen til at hæve pensionen før tid.

“Jeg vil give pensionskasserne ret i, at det ikke er hensigtsmæssigt, at man skal hæve sin arbejdsmarkedspension, når man kommer på kontanthjælp. Det er absolut noget, der skal ses på, når vi skal diskutere pensionssystemet,” siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted.

Læs hele artiklen på Altinget: arbejdsmarked (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel USA: Tusindvis af embedsmænd frygter fyring efter utroskab USA: Tusindvis af embedsmænd frygter fyring efter utroskab Næste artikel Dyk til ja-siden i kamp om retsforbehold Dyk til ja-siden i kamp om retsforbehold