Det sker på Folkemødet søndag

GUIDE: På den fjerde dag i Allinge går Pape og Løkke på hovedscenen og holder deres partiledertaler. Roald Als fortæller om sine streger, og man kan blive klogere på mennesket Mogens Glistrup, inden Folkemødet officielt takker af for i år.

Folkemødets sidste dag i Allinge på Bornholm byder på mange spændende arrangementer, inden den store officielle afslutning sætter et punktum for årets store politiske festival. Vi har samlet en lille buket af søndagens mange tilbud.

Med forbehold for ændringer

Kan man være grøn uden at være rød?
09:30 - 10:45 C16 Enhedslisten - Cirkuspladsen
Enhedslistens folketingsmedlem Per Clausen og Alternativets folketingskandidat Franciska Rosenkilde diskuterer mulighederne for at skabe en grøn politik, uden at den samtidig er rød.

Big Band, Fællessang og Politik
09:30 - 11:00 D5 Danchels Hus - Venstre - Ved Brandstationen
Musikalsk formiddag med politiske indslag. Lise-Lotte Lohmann synger for på fællessange, mens bigbandet Swingborn spiller. Undervejs vil der være indlæg af Venstres tre folketingskandidater Peter Juel Jensen, Else Merete Knoob og Carsten Scheibye.

Hvem vandt Folkemødet 2015?
09:30 - 10:30 G22 MeningsMinisteriet - Allinge Havn, inder- og ydermole
På baggrund af en analyse af mediedækningen vil panel og gæster diskutere, hvem og hvad der vandt opmærksomheden på årets Folkemøde. Søren Kaster er ordstyrer, mens Bertel Haarder (V) og Winni Grosbøll (S) sidder i panelet. 

Mogens Glistrup - Bornholmeren, der provokerede systemet
10:00 - 11:00 G24 Fremskridtspartiet - Allinge Havn, inder- og ydermole
Oplæg ved Anne-Marie Glistrup, der er forfatter til to bøger om Mogens Glistrups virke, Fra Bornholm til Folketinget 1926-1973 og Mogens Glistrup, Provokatøren og systemkritikeren, 1973-2008. 

Hvordan stopper EU social dumping?
10:00 - 11:00 D1 Den Gamle Brandstation - Ved Brandstationen
Folketingsmedlem Mette Reissmann og europaparlamentariker Jeppe Kofod ser på, hvordan man forhindrer social dumping fra både et dansk og et europæisk perspektiv.

Partiledertale af Søren Pape fra Konservative
11:00 - 11:30 C10 Hovedscenen - Cirkuspladsen
Partiformand Søren Pape (K) holder sin tale på hovedscenen og interviewes efterfølgende af TV 2 NEWS. 

Skal Danmark med i EU's bankunion uden en folkeafstemning?
11:30 - 12:30 C24 Folkebevægelsen mod EU og EUD - Cirkuspladsen
Allan Vesterlund, landsledelesesmedlem for Folkebevægelsen mod EU, debatterer om, hvorfor han mener, Danmark bør sige nej til at give EU magt på bankområdet.

Eliten - fredet af velfærdsstaten
11:30 - 13:00 C16 Enhedslisten - Cirkuspladsen
Debat med forfatterne til bogen "Magteliten - hvordan 423 danskere styrer landet", Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen.

Kunsten at lave noget, der kradser
12:00 - 13:00 D1 Den Gamle Brandstation - Ved Brandstationen
Hvordan tegner og skriver man politisk satire, og kan man være sjov og skarp på kommando. Debat med Roald Als, Politikens ukronede hof-tegner, og Mette Frobenius, der er uddannet erhvervsjurist og har lavet stand-up i over 20 år. 

Venstre på scenen - Løkkes partiledertale
12:00 - 12:30 C10 Hovedscenen - Cirkuspladsen
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, går på scenen og holder sin partiledertale. Venstres bornholmske folketingsmedlem Peter Juel Jensen og formanden for Venstres Ungdom, Jens Husted, varmer scenen op.

Universitet på Bornholm – Er det muligt?
13:00 - 14:00 D1 Den Gamle Brandstation - Ved Brandstationen
Hvad er mulighederne for at skabe en ny universitets-ø med fag som arkæologi, geologi og havmiljø. Debat med blandt andet folketingskandidat for socialdemokraterne Lea Wermelin, folketingskandidat for venstre Carsten Scheibye og Lars Bodum fra Aalborg Universitet.

Opsang til folket: Bertel Haarder
13:00 - 13:05 F13 Folkeuniversitetet - Ved Allinge Røgeri / Bibliotek
Udstyret med en megafon, et glimt i øjet og fem minutters taletid giver Bertel Haarder (V) det danske folk en opsang fra toppen af Allinge Bibliotek.

Søren Espersen afslører sin opskrift på thaikylling
13:30 - 14:00 C20 Dansk Folkeparti - Cirkuspladsen
Dansk Folkepartis Søren Espersen afslører sin opskrift på thaikylling med chili, hvidløg og basmatiris

Officiel afslutning af Folkemødet 2015
14:00 - 15:00 C10 Hovedscenen - Cirkuspladsen
Årets Folkemøde lakker mod enden, og vinderen af årets dialogpris kåres. Medlemmer af Folketingets Præsidium reflekterer over det forgangne Folkemøde og gør status efter nu fem afholdte folkemøder. Til sidst laver Danmarks dygtigste gymnaster fra DGI Verdensholdet opvisning og synger for i fællessang.

Forrige artikel Biskopper: Blå bistandspolitik er udansk, fej og ubehagelig Biskopper: Blå bistandspolitik er udansk, fej og ubehagelig Næste artikel Tag med til partiernes højborge