Husker du: 100 begivenheder i valgperioden

KAPITEL TRE: GGGI-sagen rammer både regeringen og Venstre, Dong-sagen ender med SF's regeringsexit, og Thorning præsenterer ny SR-regering. Se 25 nedslag i Thornings trejde regeringsår her. 

I Thorning-regeringens tredje år stemte danskerne både til kommunal- og regionsvalg, Europa-Parlamentsvalg og ved folkeafstemningen om patentdomstolen. Venstre og Lars Løkke Rasmussen oplevede en række møgsager, men selvom flere medier dømte Løkke ude, klarede han sig igennem et dramatisk hovedbestyrelsesmøde og kunne beholde formandsposten i Venstre. 

I regeringen var der også uro. Dong-sagen blev for meget for SF, og den nyvalgte SF-formand Annette Vilhelmsen trak partiet ud af regeringen og overlod formandsposten til Pia Olsen Dyhr.

Vi har samlet 100 begivenheder fra de seneste fire år i dansk politik. Se her nedslag nr. 51-75 fra Thorning-regeringens tredje år.

Thorning-regeringens tredje år: 15. september 2013 - 14. september 2014

51. Rangvid-udvalgets forklaring på finanskrisen
18. september: Rangvid-rapporten bliver fremlagt. Rangvid-udvalget uddeler dumpekarakterer til en lang række parter i sin gennemgang af finanskrisens årsager. Blandt andet er der kritik af VK-regeringens finanspolitik op til finanskrisen, finanssektorens risikovillighed, Finanstilsynets arbejde og revisorernes mange fejl.

52. Rejsekongen og marathon-pressemøde
5. oktober: Op til Venstres landsmøde bliver Lars Løkke Rasmussen i Ekstra Bladet beskyldt for at have fråset på rejser som formand for klimaorganisationen GGGI. På 49 rejsedage har han brugt godt en million kroner. Kritikken tager til over den næste måneds tid. 20. oktober holder Løkke et marathon-pressemøde på tre timer og 43 minutter. Her erkender han, at han skulle have sat en stopper for de dyre rejser som GGGI-formand. Samtidig fremlægger han alle bilag. Lars Løkke Rasmussen meddeler i juni 2014, at han trækker sig som GGGI-formand. 

class="img-responsive 
Lars Løkke afholder 20. oktober et marathon-pressemøde på tre timer og 43 minutter om GGGI-sagen.

52. Søvndal sygemeldes
22. oktober: Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) bliver opereret for en blodprop i hjertet. 8. november meddeler han, at han forlænger sin sygeorlov året ud, da hans hustru er blevet ramt af et hjerteanfald.

53. Kommunal- og regionsvalget
19. november: Der er kommunal- og regionsvalg. Socialdemokraterne er fortsat det største parti med 29,5 procent af stemmerne. Venstre får dog flere borgmesterposter end S.

54. Exit Friis Bach
21. november: Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) går af som følge af sin rolle i GGGI-sagen. Friis Bach erkender, at han burde have kendt til Løkkes dyre rejser, selv om han tidligere har oplyst det modsatte. Rasmus Helveg Petersen (R) overtager ved Thornings fjerde rokade posten som udviklingsminister. 

55. Blå finanslov
26. november: Regeringen bliver enig med Venstre og Konservative om finansloven for 2014. Både Enhedslisten og Liberal Alliance stemmer nej til den samlede finanslov. Det er første gang siden 2007 under Fogh, at to af Folketingets partier trykker på nej-knappen.

56. Elbæk præsenterer Alternativet 

27. november: Den tidligere kulturminister Uffe Elbæk, der i september måned havde meldt sig ud af Radikale, stifter et nyt parti med navnet Alternativet. 

57. Bødskov fældes
10. december: Enhedslisten vælter justitsminister Morten Bødskov (S). Partiet har ikke tillid til ministeren og mener, at han har givet Folketinget forkerte oplysninger i sagen om Pia Kjærsgaards besøg på Christiania.

58. Thornings selfie
10. december: Statsminister Helle Thorning-Schmidt deltager i Nelson Mandelas begravelsesceremoni i Sydafrika og tager ved den lejlighed den berømte selfie med den amerikanske præsident Barack Obama og og den britiske premierminister David Cameron.


Det berømte selfie-billede, som gik verden rundt. 

60. "En million til dig!"
11. december: For rullende kameraer uddelte socialminister Annette Vilhelmsen (SF) 29. august en million kroner til Huset Zornigs projekt Stemmer på Kanten. Annette Vilhelmsen er derfor kaldt i samråd for at forklare forløbet, hvor hun indrømmer, at Zornig har fået særbehandling. Vilhelmsen ender med at få en næse i sagen.


61. Endnu en rokade
12. december: End ikke en måned går der, før statsministeren igen må til dronningen og præsentere nye ministre. Justitsminister Morten Bødskov (S) er få dage forinden fældet af EL, og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) må trække sig fra regeringen på grund af helbredsproblemer. Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) overtager Udenrigsministeriet, mens Jonas Dahl (SF) bliver ny skatteminister. Fødevareminister Karen Hækkerup (S) overtager Justitsministeriet, og MEP Dan Jørgensen (S) hentes hjem fra Bruxelles og får posten som fødevareminister.

- 2014 -

62. Departementschef til tjenstligt forhør
6. januar: Justitsministeriets departementschef fritages for tjeneste i kølvandet på Morten Bødskovs (S) afgang som minister. Departementschefen, Anne Kristine Axelsson, skal igennem et tjenstligt forhør og bliver senere forflyttet til Kirkeministeriet.

63. Togfond DK
14. januar: Regeringen indgår aftale med Enhedslisten og Dansk Folkeparti om Togfonden DK. Togfonden, der er på samlet 28,5 milliarder kroner, skal sikre hurtigere tog og kortere rejsetid i Danmark. Aftalen indebærer, at den såkaldte timemodel gennemføres, og at størstedelen af jernbanen i Danmark elektrificeres.

64. Dong-salget trækker SF ud af regeringen
30. januar: Medlemmer af Finansudvalget fra Socialdemokraterne, Radikale, SF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance underskriver et aktstykke, der godkender kapitaludvidelsen af det statsejede energiselskab Dong Energy. Det åbner for salg af aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Dong-salget medfører så heftig intern splid i SF, at formanden Annette Vilhelmsen i sidste ende ser sig nødsaget til at trække SF ud af regeringen og selv forlade posten som formand. I kølvandet på miseren går tidligere SF-ministre Astrid Krag og Ole Sohn til Socialdemokraterne, mens Ida Auken går til Radikale.

65. Thorning danner SR-regering
2. februar: Helle Thorning-Schmidt må for sjette gang efter SF's regerings-exit sætte nyt ministerhold. Afgående skatteminister Jonas Dahls (SF) taburet overtages af uddannelsesminister Morten Østergaard (R), handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) overtager Sundhedsministeriet fra tidligere minister Astrid Krag. Martin Lidegaard (R) forlader Klima- og Energiministeriet og overtager Udenrigsministeriet fra Holger K. Nielsen (SF). Pia Olsen Dyhrs post som transportminister overtages af politisk ordfører Magnus Heunicke (S). Kultur- og medieordfører Mogens Jensen (S) får den nye ministerpost som handels- og udviklingsminister. Rasmus Helveg Petersen forlader Udviklingsministeriet og overtager Klima- og Energiministeriet. Manu Sareen (R) får den mundrette titel børne-, ligestillings-, integrations- og socialminister og overlader Kirkeministeriet til kulturminister Marianne Jelved (R). Sofie Carsten Nielsen (R) bliver ny uddannelsesminister, og Kirsten Brosbøl (S) overtager Miljøministeriet efter Ida Auken.


Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) præsenterer den nye SR-regering.  

66. Pia Olsen Dyhr tager tøjlerne i SF
6. februar: Pia Olsen Dyhr melder offentligt ud, at hun opstiller som formandskandidat for SF. 16. februar står det klart, at der ikke er nogen modkandidater til posten, Pia Olsen Dyhr er dermed ny formand for SF. 

67. Erhvervsskolereform uden EL
24. februar: Efter fem måneders forhandlinger bliver regeringen og alle Folketingets partier på nær Enhedslisten enige om reformen af erhvervsuddannelserne. Reformen betyder blandt andet, at der indføres adgangskrav, så elever skal have mindst 2 i hhv. dansk og matematik fra folkeskolens afgangsprøve. Desuden kan der indføres differentierede optagelseskrav på hovedforløbene på de enkelte erhvervsuddannelser.

68. Regeringen kan ikke få flertal for børnecheck
24. februar: Venstre afviser blankt regeringens lovforslag om at give EU-borgere ret til at modtage børnecheck fra deres første arbejdsdag i Danmark. To dage senere, 26. februar, lykkes det derfor ikke regeringen at få flertal for sit lovforslag om børnecheck til EU-borgere. 2. marts skriver Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen til statsministeren, at Venstre er indstillet på at finde en løsning på børnecheck-spørgsmålet, der respekterer EU-retten.

69. Enhedslisten og revolution
17. maj: Enhedslisten ændrer ved partiets 25. årsmøde sit principprogram. Partiet lægger afstand til revolution og nej til privat ejendomsret. Argumentationen er blandt andet, at enkelte afsnit i det gamle program havde sået tvivl om Enhedslistens demokratiske grundholdninger.

70. Messerschmidt sejrer ved EP-valget
25. maj: Europa-Parlamentsvalgets helt store vinder bliver Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Med fire mandater bliver DF valgets største parti, efterfulgt af Socialdemokraterne. Venstre, der bliver det tredjestørste parti, får et skuffende valg og mister et mandat. Lars Løkke Rasmussen melder på valgnatten ud, at partiet nu er i krise, og at han tager det dårlige valg på sin kappe. Men han bliver på posten som formand. Ved den samtidige folkeafstemning om en fælles patentdomstol stemmer 62,5 procent ja og 37,5 procent nej.

71. Skæbnemødet i Venstre
3. juni: Venstre afholder et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde. Massiv vælgerflugt, GGGI-sag, et dårligt EP-valg og fokus på tøjkøb for partimidler lægger et tungt åg på formandens skuldre. Mødet udvikler sig højdramatisk, og flere medier når at erfare Lars Løkke Rasmussens afgang. Lidt over midnat holder Løkke og næstformand Kristian Jensen et pressemøde og annoncerer, at en enig bestyrelse står bag Løkkes som formand for partiet. Ifølge rygterne har tidligere forsvarsminister og daværende direktør for Landbrug & Fødevarer, Søren Gade, været i spil som kandidat til formandsposten, hvis Kristian Jensens fløj skulle få held til at fjerne formanden.

72. Rød skuffelse over dagpengekommission
27. juni: Regeringen nedsætter en længe ventet dagpengekommission, der skal undersøge, hvordan det mere end 100 år gamle dagpengesystem bliver tidssvarende i forhold til det moderne arbejdsmarked. Kommissionen, der har professor Nina Smith som formand, skal komme med anbefalinger til, hvordan dagpengesystemet kan fremtidssikres. Skuffelsen er stor hos både Enhedslisten og SF, der ikke tøver med at kalde kommissionen en syltekrukke. I september beder Thorning kommissionen om at fremrykke sine anbefalinger fra årsskiftet 2015/2016 til september 2015, så et nyt dagpengesystem kan træde i kraft 1. januar 2016.

73. Barfoed trækker sig – Pape ny formand
6. august: Konservatives leder siden januar 2011, Lars Barfoed, meddeler, at han trækker sig som politisk leder og partiformand. Han begrunder beslutningen med, at partiet har brug for fornyelse på lederposten for at sikre fremgang i meningsmålingerne. Han peger på Viborgs borgmester siden 2010, Søren Pape Poulsen, som sin afløser. Ved landsrådet i september vælges Pape officielt som ny formand.  

 
Søren Pape og Lars Barfoed med blomster efter gruppemødet hos de Konservative torsdag 7. august 2014, dagen efter at Lars Barfoed meddelte, at han trækker sig som formand, og at han peger på Søren Pape som sin efterfølger.

74. Tusk, ikke Thorning
Donald Tusk30. august: Trods vedvarende rygter sommeren igennem bliver statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke ny EU-præsident. De europæiske forhandlinger på topplan og flere måneders tovtrækkeri falder ud til den polske regeringsleder Donald Tusks fordel. Han overtager posten fra belgieren Herman Van Rompuy, mens Italiens Federica Mogherini overtager posten som udenrigspolitisk chef fra briten Catherine Ashton.

75. Vestager rykker til Bruxelles – Østergaard ny R-leder
31. august: Økonomi- og indenrigsminister og politisk leder for Radikale, Margrethe Vestager, forlader dansk politik til fordel for posten som EU-kommissær. Skatteminister Morten Østergaard overtager Vestagers ministerpost og bliver samtidig ny politisk leder for Radikale. Ved Thornings regeringsrokade 2. september – den syvende i rækken – indtræder Benny Engelbrecht (S) i regeringen. Han overtager posten som skatteminister efter Morten Østergaard.

Ved overdragelsen får Østergaard i velkomstgave af Vestager et lyssværd. "Selvom det måske undrer lidt, så lyser sværdet faktisk rødt, for nogle af de kampe, du kommer til at tage, bliver med vores røde kammerater," sagde Vestager ved overdragelsen. 

---
Læs 25 nedslag i Thornings fjerde regeringsår på Altinget i morgen.

Research foretaget af Lasse Dohn, Camilla Schouw og Nikita Selvig.

,

Forrige artikel Da Panorama-direktøren blev kørt over af valgmaskinen Da Panorama-direktøren blev kørt over af valgmaskinen Næste artikel Departementschefer fik omtumlet valgperiode Departementschefer fik omtumlet valgperiode