Anonyme spørgsmål om "bøsserøv" skaber irritation på Christiansborg

ANONYMITET: Det har skabt irritation i Kulturudvalget, at Venstres Anni Matthiesen stillede spørgsmål om ”bøsserøv” til kulturministeren på vegne af en anonym partifælle. Nu skal reglerne præciseres.

Det endte på Kulturministeriets bord, da Klavs Bruun Jørgensen, kommende håndboldtræner for Danmarks kvindelandshold, kaldte en spiller for "bøsserøv" under en ophedet kamp.

Men det har frustreret nogle af Folketingets medlemmer, at det skulle komme så langt.

Efter at Klavs Bruun Jørgensens famøse udbrud havde ramt avisernes spalter, kom det nemlig frem, at der politisk blev stillet spørgsmål om sagen til kulturminister Marianne Jelved (R). Hun blev blandt andet bedt om at forholde sig til, om hun mener, at Klavs Bruun Jørgensen bør trække sig som landstræner.

I mange medier blev det fremstillet, som om at det var Folketingets Kulturudvalg, der stillede spørgsmålene til ministeren – men mediernes jagt på spørgerens navn var forgæves. Hovedparten af Kulturudvalgets medlemmer kendte nemlig intet til spørgsmålene eller vidste, hvem der stod bag.

Det skyldtes, at spørgsmålene blev stillet af Venstres medlem af Kulturudvalget, Anni Matthiesen, på vegne af en anonym partifælle i Venstre. Altinget er bekendt med navnet på spørgeren.

Forløbet har skabt irritation blandt en del af Kulturudvalgets medlemmer, der ikke brød sig om at blive taget til indtægt for spørgsmålene, som de intet kendte til – og som nogle tillige fandt "latterlige".

"Det er absurd misbrug af Folketingets tid," lød det blandt andet fra Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen.

Præcisering af regler
På et møde i Kulturudvalget onsdag blev det besluttet, at problematikken skal tages op på det næste møde for formændene for Folketingets forskellige politiske udvalg. Det skal føre til en præcisering af reglerne for, hvordan det skal foregå, når folketingsmedlemmer, der ikke er medlem af det pågældende udvalg, stiller anonyme spørgsmål til en minister på udvalgets vegne.

”Det principielle i det her handler om, at spørgsmålet stilles på udvalgets vegne, og at udvalget ikke engang ved, at spørgsmålet stilles – og at vi så kontaktes af pressen. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt, og vi er nødt til at få reglerne præciseret,” siger kulturordfører Mette Bock fra Liberal Alliance.

Venstres Anni Matthiesen siger til Altinget, at hun bakker op om at få ”genopfrisket, hvordan reglerne egentlig er på området”.

Jeg kan forstå, at det var dig, der stillede spørgsmålet på en partifælles vegne?

”Det ved jeg ikke, om det var. Det var jo anonymt,” siger hun.

Læs hele artiklen på Altinget: kultur (kræver abonnement). Tegn et gratis prøveabonnement her.

 

,

Forrige artikel DF om terrorindsats: Ikke godt nok DF om terrorindsats: Ikke godt nok Næste artikel Krogsholm: Facebook-likes er ligegyldige i politik Krogsholm: Facebook-likes er ligegyldige i politik