Regeringen i mindretal om EU-håndtering

KONTROL: De borgerlige og Enhedslisten kræver større åbenhed om de EU-regler, der indarbejdes i dansk lov. Dermed står regeringen til at komme i mindretal ved en afstemning torsdag. S afviser, at der er noget at komme efter.

Skal eller bør?

De to små ord får en central rolle, når Christiansborg-politikerne torsdag skal stemme om et nyt beslutningsforslag fra de fire borgerlige partier. Her står regeringen til at komme i mindretal i en sag om dansk implementering af EU-lovgivning.

De borgerlige kræver mere klarhed om, hvornår lovforslag, der udmønter EU-regler, går længere, end hvad der er aftalt i Bruxelles. Og ikke mindst, hvad det koster, når Danmark går foran.

I dag er kravet blot, at regeringen "bør" anføre i et lovforslag, hvilke dele som stammer direkte fra EU, og hvilke dele der udspringer af regeringens egne prioriteringer.

Står det til de borgerlige, skal det "bør" udskiftes med et "skal".

”Forslaget skal sikre, at vi ved, hvad vi siger ja og nej til, når vi står i Folketingssalen. Der kan være ting, som kommer via EU-lovgivningen, men der kan også være ting, som den siddende regering gerne vil have med. Det er det vigtigt at have en helt klar opdeling mellem de to ting,” siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Pia Adelsteen.

EL: Klarhed om overimplementering
Forslaget møder opbakning fra Enhedslisten.

Ifølge EU-ordfører Nikolaj Villumsen vil det blå forslag styrke den demokratiske kontrol med EU-processen.

”Det er vigtigt, at der er en god information til Folketinget, så vi ved, hvordan regeringen har tænkt sig at implementere lovgivningen. Den information, vi får i dag, er ikke altid tilfredsstillende. Det håber jeg, at forslaget kan rette op på,” siger Nikolaj Villumsen.

S: Unødvendigt forslag
Men hos regeringspartiet Socialdemokraterne mener ordfører Jacob Lund, at forslaget fra blå blok er unødvendigt.

Han henviser til, at Erhvervs- og Vækstministeriet netop har udsendt en ny vejledning om blandt andet konsekvensvurderinger af nye EU-forslag. Her fremgår det, at regeringen fremover skal lave en mere detaljerede analyser af, hvad nye EU-regler vil koste i eventuelle byrder for erhvervslivet. 

Den nye vejledning ændrer dog ikke på, at beregninger på de ekstra krav, som en regering evenutelt lægger oven på EU's minimumskrav, ikke nødvendigvis skal fremgå af lovforslaget. Det er alene noget, der "bør" fremgå. 

Alligevel mener Jacob Lund, at den nye vejledning, gør en forskel.

”Det viser, at der er en opmærksomhed på, at man bør skelne mellem det, der kommer fra EU, og den del, Danmark selv går længere med. Det bør man gøre hver gang. Og når man siger ”bør”, så skal man også argumentere for, hvorfor man i givet fald ikke gøre det,” siger Jacob Lund og konkluderer:

”Derfor er der i min optik ikke en problemstilling her.”

,

Forrige artikel Blå blok vil smække døren i for Hizb ut-Tahrir Blå blok vil smække døren i for Hizb ut-Tahrir Næste artikel De borgerlige og SF kræver hurtig terror-redegørelse De borgerlige og SF kræver hurtig terror-redegørelse