Opgør med regeringsmonopol på formandsposter

MONOPOLBRUD: Et enigt Folketing vil gøre op med regeringens monopol på de vigtige formands- og næstformandsposter i Folketingets udvalg. 

Alle partier i Folketinget er enige om et nyt beslutningsforslag, som skal ændre Folketingets forretningsorden.

Det skriver Information.

Forslaget betyder, at formands- og næstformandsposterne i Folketingets udvalg fremover fordeles mere ligeligt mellem blokkene. Posterne skal således fremover fordeles i forhold til de to valgforbunds (regeringens og oppositionens) forholdsmæssige størrelse. 

"Forslaget er et godt resultat af det samarbejdende folkestyre og understreger dets værdi også i Folketingets fremtidige arbejde ved at forhindre, at et lille flertal som del i regeringskabalen sætter sig på en uforholdsmæssig stor del af formandsposterne i Folketingets stående udvalg," siger Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S) til Information. 

Som forretningsordnen er i dag, kan regeringens valgforbund i princippet sætte sig på alle formandsposter i de stående udvalg, da partierne har flertal i dem alle. I praksis sker der dog ofte en fordeling mellem de to valgforbund. 

Forslag 10 år undervejs
Efter valget i 2005 blev daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kritiseret for at se stort på det såkaldte samarbejdende folkestyre, da posterne skulle fordeles. Den daværende Fogh-regerings valgforbund sad dengang på 20 ud af de i alt 25 formandsposter. 

Det affødte en del kritik, blandt andet fra Folketingets daværende formand Christian Mejdahl (V), som allerede dengang bebudede en ændring af reglerne. Det sker så nu godt ti år senere. 

Folketingsbeslutningen om at ændre sammensætningen træder i kraft efter det førstkommende folketingsvalg. Forslaget er til første-behandling i folketingssalen 20. november. 

Læs hele beslutningsforslaget her

Forrige artikel Grønne EU-tiltag i farezonen vækker bekymring Grønne EU-tiltag i farezonen vækker bekymring Næste artikel Henrik Dam ansætter særlig rådgiver Henrik Dam ansætter særlig rådgiver