Danskerne: Vækst vigtigere end fattigdom og nødhjælp

FIK DU LÆST: Dansk handel og vækst bør ifølge et flertal have førsteprioritet i dansk udenrigspolitik, viser ny måling. Færrest har fattigdom og nødhjælp som førsteprioritet. Regeringen får kritik for at fokusere for meget på økonomi.

Regeringens absolut vigtigste opgave med udenrigspolitikken er at styrke dansk vækst og handel.

Sådan lyder den klare melding fra danskerne i en ny måling, som A&B Analyse har foretaget for Altinget.dk.

I alt peger 56,9 procent af danskerne på dansk vækst og handel som det vigtigste område for udenrigspolitikken her og nu. Derfra er et stort spring ned til andre dagsordener.

Klimaændringer, fattigdom og nødhjælp, sikkerhed i Danmark samt kampen for menneskerettigheder og demokrati ligger alle på mellem 8 og 13 procent, hvor fattigdomsbekæmpelse og nødhjælp er i bund. 

En stor del af ansvaret for den prioritering ligger hos politikerne, mener generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær.

"Vores politikere taler konstant om økonomisk krise i et omfang, der er kommet ud af proportioner. Krisesnakken bliver brugt til at legitimere, at vi skal skære blandt verdens fattigste og de fattigste i Danmark," siger han og fortsætter:

"At skabe handelsrelationer er vigtige i udenrigspolitikken. Men det handler om at være til stede og skabe relationer ved at vise, hvorfor det er interessant at beskæftige sig med Danmark, der f.eks. er dygtige til at opbygge sundheds- og skattesystemer."

Han peger dog på, at danskerne generelt er glade for den danske udviklingsbistand, som der ifølge flere nye undersøgelser fra blandt andet EU bakkes op af mere end 60 procent af befolkningen.

<script type="text/javascript" src="//ajax.googleapis.com/ajax/static/modules/gviz/1.0/chart.js"> {"dataSourceUrl":"//docs.google.com/spreadsheet/tq?key=0Arg2Akr1BZuRdFZIbVA4OEdWXzUtZzJ6WkxtVXRQOWc&transpose=0&headers=1&range=A3%3AB9&gid=0&pub=1","options":{"vAxes":[{"useFormatFromData":true,"title":"Procent","minValue":null,"viewWindow":{"min":null,"max":null},"maxValue":null},{"useFormatFromData":true,"minValue":null,"viewWindow":{"min":null,"max":null},"maxValue":null}],"titleTextStyle":{"bold":true,"color":"#000","fontSize":16},"booleanRole":"certainty","title":"S\u00e5dan prioriterer danskerne udenrigspolitikken","animation":{"duration":453},"legend":"right","hAxis":{"useFormatFromData":true,"minValue":null,"viewWindowMode":null,"viewWindow":null,"maxValue":null},"isStacked":false,"width":450,"height":371},"state":{},"view":{},"isDefaultVisualization":false,"chartType":"ColumnChart","chartName":"Diagram1"} </script> 


Forkert retning
Seniorforsker Lars Engberg Petersen langer ud efter regeringen, som ifølge ham taler alt for meget om handel og vækst og er "ude af stand til at se den store sammenhæng".

Især er han kritisk over for, at regeringen har bebudet, at der skal skæres i udenrigstjenesten.

"Det er tragisk. Udenrigstjenesten er afsindigt vigtig for Danmark. Og det er tåbeligt at skære ned, når verden er så uforudsigelig, som den er lige nu med nye lande, der også sætter den internationale dagsorden," siger han.

Lars Engberg Petersen mener, at Danmark skal være så mange steder så muligt med udenrigstjenesten.

"Det er logisk at styrke, hvor den økonomiske vækst er - både for erhvervslivet og vores evne til at påvirke aktører i internationale forhandlinger," siger han.

Et af de stærkeste kort i udenrigstjenesten er fattigdomsbekæmpelse og udviklingsbistand, som konsekvent i mange år har været på over 0,7 procent af BNI, mener Lars Engberg Petersen:

"Det skaber respekt rundt i verden og styrker Danmarks image, så andre lande bliver opmærksomme på danske virksomheder."

Naturligt
Udenrigsordfører og tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach fra Radikale mener, at målingen er helt naturlig efter flere år med økonomisk krise.

"Når der har været krise i Europa i fem år, kigger man selvfølgelig indad og prioriterer sig selv mere. Derfor skal vi være gode til at fortælle, hvordan alle dele af udenrigspolitikken er med til at skabe vækst i Danmark," siger han og fortsætter:

"Eksempelvis er styrkelse af menneskerettigheder med til at bekæmpe fattigdom og skabe sikkerhed, som hænger tæt sammen med mulighederne for at sikre vækst og fremgang i Danmark."

Men har I politikere og den regering, som du selv har siddet i ikke selv været med at italesætte dansk vækst og handel som det vigtigste i udenrigspolitikken?

"De signaler, en regering sender, påvirker i høj grad også befolkningen. Det gør jo sådan set heller ikke noget, hvis vi kan blive bedre til at fortælle historien om, hvordan de forskellige elementer hænger sammen," siger han.

Derimod mener Enhedslistens udenrigs- og udviklingsordfører, Christian Juhl, at "handel i sig selv har fået et sygt omfang."

"Handel og finanstransaktioner har jo i den grad smadret verdensøkonomien, så nogle lande og virksomheder bliver rigere og rigere, mens andre bliver fattigere og fattigere. Vi skal have mindre og mere retfærdig handel," lyder det.

Målingen ærgrer Christian Juhl, der mener, at Danmark "som et af verdens rigeste lande må bidrage til en mere retfærdig verden."

Sund fornuft
Udenrigs- og udviklingsordfører Mette Bock fra Liberal Alliance mener omvendt, at målingen afspejler danskernes "sunde fornuft".

"Der er en bevidsthed om, at Danmark ikke længere er en ø, men en del af et globaliseret samfund. Og hvis vi skal placere os stærkt globalt, er det vigtigt at tale om handel og vækst i en international sammenhæng," siger hun.

Mette Bock mener også, at et større fokus på handel og vækst hænger sammen med, at der bliver færre fattige lande og flere mellemindkomst-lande.

"International handel skaber den bedste udvikling, fordi alle parter får noget ud af det. Det styrker både den danske økonomi, men også lande, som i dag er svage og oplever barrierer på det frie marked," siger han.

Udenrigsministeriet vil i starten af 2014 præsentere sin strategi for, hvordan den danske udenrigstjeneste skal se ud i fremtiden.

Forrige artikel Danmark er ikke bange for at sige nej i EU Danmark er ikke bange for at sige nej i EU Næste artikel Hver 10. bibliotekar er forsvundet på fire år Hver 10. bibliotekar er forsvundet på fire år