Bent Hansen fortsætter som formand i Danske Regioner

REGIONER: Bent Hansen har nu Radikales ord for, at han kan fortsætte som formand for Danske Regioner i en tredje periode.

De næste fire år bliver det igen Bent Hansen (S), der står i spidsen for Danske Regioner. Alt andet havde været en overraskelse, da det var ventet, at Radikale ville pege på ham. 

De Radikale havde den afgørende stemme ligesom i KL, hvor partiet til gengæld gav posten til Venstre.

Med udpegningen af Bent Hansen har det radikale hold opnået medlemskab i de centrale politikformulerende udvalg samt en formandspost i et af dem.

"Bent Hansen er en driftsikker og dygtig formand, der med stor saglighed har udfyldt denne meget vigtige rolle på især sundhedsområdet," siger Kristian Grønbæk Andersen, der er medlem af Regionsrådet i Syddanmark for Radikale Venstre, og fortsætter:

”Med Bent Hansen i spidsen for Danske Regioner fortsætter en politisk linje, som vi er enige i. Sundhedsområdet står i de kommende år over for massive udfordringer, og det kræver et stærkt hold at løfte disse opgaver."

Det regionale, radikale bagland var repræsenteret i forhandlingerne ved en gruppe bestående af Kristian Grønbæk Andersen og Charlotte Fischer, begge regionsrådsmedlemmer samt Radikale Venstres landsformand, Klaus Frandsen.

Med genvalget fortsætter desuden det meget tætte samarbejde mellem formand Bent Hansen og næstformand Carl Holst (V).

Efter at Carl Holst blev næstformand ved sidste valg, fik han med de andre borgerlige medlemmers opbakning langt mere indflydelse på de daglige beslutninger i Danske Regioner. Samtidig er Carl Holst også citeret sammen med Bent Hansen i mange pressemeddelser, hvor man i KL ofte kun ser formanden citeret.

Det tætte parløb mellem de to store personligheder bliver af kendere betegnet som et effektivt og slagkraftigt fornuftsægteskab.
 

Forrige artikel Politikere vil have dødshjælps-turisme kortlagt Politikere vil have dødshjælps-turisme kortlagt Næste artikel 5. december: Kim Christiansen 5. december: Kim Christiansen