13. december: Magnus Heunicke

JULEKALENDER: Hver dag frem mod juleaftensdag vil Altinget.dk bringe et interview med en folketingspolitiker. I dag er det Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke.

Af Simone Stegenborg-Grathwohl

Hvorfor gik du ind i politik?

Jeg er vokset op med nogle værdier, der handler om, at man skal forandre samfundet, og et syn på, hvordan det kan gøres. Jeg har den filosofi og erfaring, at der altid er plads foran i bussen. Forstået på den måde, at der altid er plads til folk, som går ind og tager ansvar for kursen. Uanset om det er en skolebestyrelse eller Folketinget.

Hvad er dit vigtigste politiske mål?

Det er lidt abstrakt, men det må være at styrke det forpligtende fællesskab, som, jeg synes, er den eneste rigtige løsning. Det vil sige at bekæmpe egoismen og styrke fællesskabet. Det prøver jeg hver dag at gøre.

Hvilken dansk politiker har været en inspiration for dig?

Det er der mange, der har været. Men hvis jeg skal nævne en, der har været en inspiration for mig, så er det Poul Nyrup Rasmussen, og det er der to årsager til. Den ene er, at han satte sig for at flytte Danmark uden at være bange for at gøre de nødvendige ting, nemlig at skabe arbejdspladser og lave reformer. Det kan alle politikere og alle regeringer lære noget af.

En anden årsag er, at hans kommunikationsevne var meget stor. Han er undervurderet som kommunikator. Bare se på valget i 1998, som han stort set vandt ene mand. Det er meget inspirerende, og det kan man lære meget af. Faktisk har jeg en film ved navn "Kandidaterne" på dvd derhjemme, som jeg ser rimelig ofte. Der har jeg nogle yndlingscitater. F.eks. hvor han siger: Hvem har skabt værdierne? Det har vi! Hvem vil tage værdierne? Det vil de! og nogle andre smukke ting.

Hvilken politisk modstander har du størst respekt for?

Jeg har stor respekt for Lars Barfoed, fordi jeg synes, at han er hæderlig. Han har et syn på samfundet, som ikke er så fjernt fra det socialdemokratiske syn. Han vil det gode, men jeg er bare ikke enig med ham i, hvordan vi kommer derhen. Han kan også se, at vi har arvet nogle værdier fra generationer før os, og de værdier skal vi forvalte med omhu og prøve at styrke. Ham har jeg respekt for både som menneske og politiker.

Politikere har en travl hverdag. Hvad gør du for at rekreere?

Jeg løber, og så ser jeg sport. Jeg ser fodbold og basketball. Ikke så meget i fjernsynet, men fodbold på Næstved Stadion og basketball i Næstved Hallen. Det er virkelig to timer, hvor man kan rive sig ud af hverdagen. Det, synes jeg, er super fedt.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?

Jeg prøver virkelig at læse meget skønlitteratur. Da jeg startede i politik, havde jeg ikke så meget tid til at læse skønlitteratur, men det er en fejl, hvis man glemmer at gøre det. Så jeg prioriterer højt at læse bøger om aftenen. Jeg læser tit højt for min kone for hyggens skyld.

Den bedste bog i år, tror jeg, er den, der hedder "Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv". Den er skrevet af Junot Dìaz. Den er supergod, fordi den er skrevet i et fantastisk sprog. Jeg er helt vild med sprog, og den er oversat meget smukt og godt. Det er virkelig en fed fortælling om integration, forskellige kulturer, modernitet, relation og religion. Alt det blandet sammen er megafedt.

Er du stadig politiker om 5 år?

Ja, det må jeg indrømme, at jeg er. Min hverdag er så hektisk, så når jeg tænker langt frem, tænker jeg mere på, hvad Danmark skal, end hvad jeg selv skal. Jeg regner i hvert fald med at være i politik i årene fremover, for jeg har ingen andre planer.

Hvad fortryder du fra 2011

Jeg tror, at alle mennesker fortryder noget. For der vil hele tiden være små og halvstore ting, som man fortryder og kan prøve at gøre bedre, så man forbedrer sig både som menneske og som politiker. Men det giver kun mening at fortryde, hvis man lærer af det og handler anderledes.

Hvis jeg skal nævne en konkret ting, så er det hele betalingsrings-spørgsmålet, da jeg selv var trafikordfører. Jeg fortryder den måde, vi kom ind i det på. Det synes jeg, at vi kan lære meget af. Det lykkedes ikke for os at få debatten til at handle om den trængsel, der er på vejene, og hvordan vi løser problemet, så folk ikke sidder og spilder deres tid og samfundets penge på at holde i kø. Den kom i stedet til at handle om betalingen og ikke om løsningen. Det betød, at Venstre ikke behøvede at sige, hvad de ville gøre ved problemet.

Det skyldes dels vores navngivning. Vi skulle have kaldt det for trængselsringen fra starten af i stedet for betalingsringen. Og vi var formentlig for defensive i vores problemformulering af det problem, vi ville løse. Og det har jeg personligt lært meget af. Man er nødt til at gå ind i debatten mere offensivt og adressere det problem, man vil løse, hvis det skal have en chance. Det gjorde vi ikke nok, så det fortryder jeg lidt.

 

 

Forrige artikel Minister vil sende dygtige gymnasieelever på universitet Minister vil sende dygtige gymnasieelever på universitet Næste artikel 14. december: Doris Jakobsen 14. december: Doris Jakobsen