Danmark i USA's fodspor

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag i sidste uge åbnede for støtte til en aktion mod Syrien uden FN-mandat, kom det som en bombe i det politiske miljø. Men måske burde man ikke have været så overrasket: For uanset farve har danske regeringer i snart 25 år anbragt Danmark i en position som en af USA's mest trofaste - og ukritiske - væbnere.

Den overraskende melding fra Thorning kom efter, at den danske regering selv i dagene efter giftgasangrebet havde fastholdt, at en eventuel aktion mod Syrien burde have FN-mandat. Så sent som dagen før Thornings kursskifte, havde hun i et skriftligt svar til Berlingske udtalt: "Fra dansk side har vi hele tiden lagt vægt på at følge FN-sporet. Det har altid store konsekvenser at gribe ind uden et FN-mandat."

Statsministerens omsving fik udenrigsminister Villy Søvndal (SF) til at lande på det forkerte ben. I betragtning af Søvndals årelange og skarpe kritik af, at Fogh-regeringen handlede uden FN-mandat i Irak, virkede det bizart, da den tidligere SF-formand skulle forsvare regeringens nye krigeriske linje. 

Det blev Søvndal forståelig nok hånet for - og en direkte dansk krigsdeltagelse vil være en total katastrofe for SF. Men det var ikke "Thorning, der korrigerede Søvndal", som det nogle steder blev fremstillet. Det var Thorning, der korrigerede sig selv - og dermed hele regeringen. 

Ingen smoking gun
Den nye kurs skyldes ikke, at der overnight var sket en drastisk ændring i sagen mod Syrien. Ganske vist havde den amerikanske udenrigsminister John Kerry netop udtalt, at der nu var beviser for brug af kemiske våben. Men det har aldrig været det springende punkt. Det afgørende er, om der var beviser for, hvem der har brugt våbnene. Og her var der intet nyt. Der manglede fortsat en smoking gun.

Der kan således dårligt identificeres andre årsager til statsministerens militante linje end, at den USA-begejstrede Thorning ville udvise ubetinget støtte til amerikanerne. Selvom der ikke havde været en formel henvendelse fra USA, havde der været uformelle kontakter, hvor det er blevet gjort klart, at Danmark meget gerne måtte bakke op.

Thorning har siden åbent erkendt, at hendes nye linje ikke var et resultat af, at hun var blevet forelagt nye beviser, men udelukkende baserede sig på tillid til oplysninger fra Danmarks nære allierede. Det var samme tankegang, der lå bag tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) støtte til den amerikansk ledede invasion af Irak. Her viste tilliden sig som bekendt at være ubegrundet.

Internationalt særsyn
Dermed følger statsministeren en linje i dansk udenrigspolitik, hvor skiftende regeringer - lige siden afmonteringen af fodnotepolitikken i 1988 - troligt er trasket i USA's fodspor. Det gjaldt med Venstres Uffe Ellemann-Jensen som udenrigsminister, under Nyrups (S) skiftende regeringer og så udpræget under Anders Fogh Rasmussen . Eneste tendens til afvigelse var de sidste ti måneder af Nyrup-regeringen, hvor Mogens Lykketoft (S) som udenrigsminister anlagde en mere USA-kritisk kurs.

I international sammenhæng er den danske rolle som supermagtens lille hjælper enestående. Selvom der er de velkendte "special relations" mellem USA og Storbritannien, kan ikke engang briterne konkurrere med Danmark, efter det britiske parlament har sagt nej til at deltage i en aktion mod Syrien.

Store NATO-lande som Tyskland og Frankrig nægtede til USA's forbitrelse at deltage i Irak-krigen. Og sammenlignelige mindre NATO-lande som Holland og Norge har ikke i nær samme udstrækning som Danmark lagt sig i den amerikanske slipstrøm. F.eks. trak begge lande sig ret hurtigt ud af Irak igen - og hverken Norge eller Holland er parat til at deltage et angreb mod Syrien uden FN-mandat. 

Ingen territoriale trusler
Nu kan der i princippet være god statsræson i, at en lille stat har en nær alliance med en stormagt. Hvis en stats territorium er truet, kan det være en simpel overlevelsesstrategi at lægge sig op af en stærkere spiller.

Men det danske territorium har ikke været truet i over 20 år. Sammenligner man Danmarks position med andre mere kritiske lande, er det vanskeligt at identificere danske gevinster ved en så imødekommende stil over for Washington.

På det handelsmæssige område har det ikke givet nogen fordel, her klares forholdet mellem Danmark og USA gennem EU. Der er et nært efterretningssamarbejde mellem Danmark og USA, men det skyldes snarere, at de danske tjenester er ret professionelle og dermed har noget at tilbyde den anden vej.

No payback
Men hvad så med det politiske plan? Har Danmark ikke efterhånden opsamlet så stor kredit i Washington, at vi kan regne med massiv amerikansk støtte, hvis landet en dag bliver udsat for alvorligt politisk pres?

Det er der ikke noget, der tyder på.

Da Danmark under Muhammed-krisen røg ind i et rasende stormvejr, var den amerikanske støtte decideret lunken. Den tidligere amerikanske præsident Clinton gjorde ligefrem front imod Danmark, da han på et kritisk tidspunkt tog afstand fra tegningerne, som han kaldte "skammelige" og "forfærdende". Og Bush-administrationen reagerede reelt først, da den danske ambassade i Damaskus var blevet brændt af. Det på trods af at Danmark i årene før havde leveret tropper til de amerikansk ledede aktioner i både Irak og Afghanistan.

Da det kom til stykket, blev den opsparede danske kapital fuldstændig overtrumfet af USA's strategiske hensyn til den muslimske verden.

En enkelt gevinst kan der imidlertid peges på: Anders Fogh Rasmussen havde næppe fået posten som NATO's generalsekretær, hvis ikke Danmark havde optrådt som supermagtens trofaste væbner. Her var den amerikanske støtte afgørende.

At den gevinst er vital for den danske stat, synes der ikke umiddelbart at være evidens for.

erik@altinget.dk