Kristian Thulesen Dahl skifter valgkreds

NY KREDS: I forbindelse med det kommende folketingsvalg har DF's gruppeformand Kristian Thulesen Dahl valgt at skifte valgkreds fra Middelfart på Fyn til Vejle Nord-kredsen, hvor han til daglig er bosiddende.

I de seneste knap 12 år har Kristian Thulesen Dahl været opstillet i Middelfart-kredsen, men nu har han valgt at skifte kreds til Vejle Nord. 

Et stort ønske om at opstille det samme sted, som han bor, og hvor han i øvrigt var opstillet fra 1989 til 1998, har været altafgørende for skiftet.

"Jeg har som byrådsmedlem i Vejle ind til årsskiftet oplevet at have tæt føling med det, folk oplever i dagligdagen. Denne tætte kontakt, tror jeg, kan opretholdes ved at jeg opstiller til Folketinget samme sted fremover. Dette har været afgørende for beslutningen om at skifte valgkreds," siger Dansk Folkepartis gruppeformand i en pressemeddelelse.

Vemodigt farvel
Han slår samtidig fast, at beslutningen om at "flytte" fra lokalforeningen i Middelfart og vælgerne på Fyn bestemt ikke har været nem.

"Det er med vemod, at jeg siger farvel til Middelfart og Fyn. Fynboerne er et fantastisk folkefærd og jeg kan se tilbage på mange dejlige stunder i forbindelse med mine utallige besøg rundt på Fyn og de tilknyttede ø-samfund," siger Thulesen Dahl og fortsætter: 

"Jeg lover at følge nøje med i Fyns lokalpolitiske sager fremover. Blandt andet er jeg meget optaget af, hvordan udmøntningen i forhold til Dansk Folkepartis tiltag i finansloven omkring finansieringen af øfærgerne på Sydfyn sker."

Forrige artikel Det sagde Løkke på pressemødet Det sagde Løkke på pressemødet Næste artikel Løkkes tale ved Baltic Sea Action Summit Løkkes tale ved Baltic Sea Action Summit