V-ordfører: Skattereformen skal indeholde dynamiske effekter

SKATTEREFORM: Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen forlanger, at dynamiske effekter skal regnes med i en skattereform.

Man kommer ikke uden om at medregne de dynamiske effekter ved at nedsætte skatten på arbejde, når politikerne om kort tid skal regne på den kommende skattereform.

Det slår Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, i dag fast over for Altinget.dk:

"Det ville i mine øjne være objektivt forkert ikke at medtage det. Det mest retvisende, vi kan gøre, er at komme med et kvalificeret bud på konsekvenserne og så medregne dem. Jeg kan næsten ikke forestille mig at være med til noget, hvor det ikke indgår," siger Torsten Schack Pedersen.

Skatteministeren forsigtig
Torsten Schack Pedersen går med sin melding i dag et skridt længere end skatteminister Kristian Jensen (V), der indtil videre kun vil holde den mulighed åben på forhånd at medregne de dynamiske effekter.

Og han går stik imod Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, der tidligere over for Ritzaus Bureau har afvist at medregne dynamiske effekter, som han kalder en "tvivlsom finansieringskilde".

Med de dynamiske effekter forstås, at statens udgift til f.eks. en sænkning af skatten på arbejde kan modsvares af den ekstra indtægt, der opstår, hvis borgerne til gengæld arbejder mere eller får et øget forbrug. Det kan dog være vanskeligt at beregne præcist, hvor store dynamiske effekter en skatteændring betyder.

Men de dynamiske effekter er faktisk hele formålet med at sætte gang i en skattereform, argumenterer Schack Pedersen:

"Hvis ikke vi tror på, at vi får mere arbejde ved at sænke skatten på arbejde, og hvis ikke vi tror, at der kommer mindre forurening ved at beskatte forurening mere, så kan det jo være lige meget. Vi gør jo faktisk det her, fordi vi gerne vil have danskerne til at ændre adfærd," siger han.

Kommissionen regner effekter separat
Ifølge dagbladet Børsen har Skattekommissionen, der skal aflevere sine anbefalinger 2. februar, forsøgt at undgå at tage stilling til anvendelsen af dynamiske effekter. Den har således udregnet dem separat og i øvrigt anvist krone-til-krone-finansiering af lettelser i beskatningen af arbejdsindkomst på i alt 36 mia. kr.

De dynamiske effekter kan så bruges til finansiering, hvis andre af kommissionens finansieringsforslag må tages ud.

Forrige artikel Der er noget udansk over nulskat Der er noget udansk over nulskat Næste artikel Pia Kjærsgaard hyldet for oprigtighed Pia Kjærsgaard hyldet for oprigtighed