Støttepartier advarer mod "meget ensidigt" fokus på Afrikas ulande

PRIORITERING: Regeringens støttepartier finder det bekymrende, hvis udviklingsministerens forslag om et større fokus på Afrika går ud over indsatserne andre steder. 

Udviklingsminister Rasmus Prehns (S) forvarsel om, at en større andel af Danmarks ulandsbistand skal bruges på det afrikanske kontinent, bliver ikke modtaget med vild begejstring blandt regeringens støttepartier. 

Tværtimod kalder udviklingsordførerne i både Enhedslisten og SF det bekymrende, at ministeren overvejer at skære i Danmarks indsatser i andre dele af verden for at sætte stærkere ind i Afrika.

“Det, man hører fra ministeren, er et meget ensidigt Afrika-fokus. Det bekymrer mig, hvis det betyder, at vi glemmer, hvad der sker i resten af verden, siger SF’eren Rasmus Nordqvist og tilføjer:

"Hvis vi snævrer endnu mere ind, så mister vi blikket for, at international udvikling er et globalt spørgsmål og ikke kun sker i et en-strenget spor mellem Europa og Afrika,” siger SF’eren Rasmus Nordqvist.

Lignende toner lyder fra Enhedslistens Christian Juhl.

“Jeg er bekymret over, at regeringen vil fokusere mere på Afrika. (...) Jeg har ikke en idé om, at Danmark ikke også har råd til at være engageret både i Latinamerika og Asien,” siger han. 

Mere Afrika er godt nok, men…
Udviklingsminister Rasmus Prehn gav indikationen om et stadigt stigende Afrika-fokus i Danmarks udviklingsindsats i et interview med Altinget inden sommerferien. 

Her bebudede han, at det vil være en af hans prioriteter allerede i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger.

Selve ambitionen om at være stærkere til stede i Afrika er der ikke noget i vejen med, mener ordførerne i støttepartierne. Det vigtige for dem er, at det ikke går ud over indsatserne i resten af verden. 

 

Artiklen er et uddrag af en længere artikel fra Altinget Udvikling, hvor du får flere kommentarer. Du kan tegne et prøveabonnement her

Forrige artikel Dagens overblik: De fleste danskere vil få udbetalt forkert feriepengebeløb Dagens overblik: De fleste danskere vil få udbetalt forkert feriepengebeløb Næste artikel Tre eller fem ugers feriepenge? Se debat fra salen her Tre eller fem ugers feriepenge? Se debat fra salen her