Harun Demirtas: Sundhedsplejersken er nøglen til at få børn i institution

KLUMME: I stedet for at tvinge børn i institution og signalere, at de har dårlige forældre, bør man udnytte sundhedsplejen, der kender de udsatte børn og deres forældre. Kun på den måde får vi familierne på rette vej, skriver Harun Demirtas fra Dansk Sygeplejeråd.

Af Harun Demirtas
Kredsnæstformand, Dansk Sygeplejeråd

Politikerne burde lytte mere til fagfolk som sundhedsplejersker, der observerer barnet fra fødslen og får lov til at besøge og se, om barnet udvikler sig og bliver stimuleret.

På den måde finder de nemlig ud af, hvilke familier der er mest sårbare og har brug for ekstra hjælp.

Det ville gøre det hele meget nemmere, og så ville der måske ikke være grund til at tvinge børn i institution.

Men i dag taler regeringen om at tvinge børn i ghettoer i institutioner, fordi de mener, at man kun på denne måde kan komme ghettoerne til livs.

Vælger tvang i stedet for samarbejde
Der er ikke noget teoretisk forkert i, at børn har godt af at komme i vuggestue og børnehave, da forskningen viser, at børn i børnehaven udvikler sig hurtigere, får bedre sociale færdigheder, sprog og ikke mindst opnår bedre resultater i fremtiden på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet.

Derfor kan man kun give politikerne bag dette politiske udspil ret i, at det var nødvendigt at gøre noget.

Men spørgsmålet er, hvorfor politikerne vil tvinge børn i børnehave i stedet for at bygge bro til forældre, der står uden den nødvendige viden om vigtigheden af børnehaver og vuggestuer.

I stedet for at bruge mange ressourcer på området, kunne politikerne lytte til de folk, der har den rette uddannelse og kender børnene og deres familier. Det er blandt andre sundhedsplejerskerne.

Stemples som dårlige forældre
At tvinge børn i børnehaver er i min optik det samme som at pege på forældrene og sige, at de er dårlige forældre.

Og der kan ikke være nogen tvivl om, at ingen mennesker har en intention om at blive dårlige forældre. Alle har en drøm om at blive verdens bedste forældre og udøver deres forældreskab på den bedste måde, de har kendskab til.

Til gengæld er det svært at tro, at forældre ikke er interesseret i at udvikle sig. For jo mere viden, man kan få for at hjælpe sit barn, jo bedre er det.

Derfor er spørgsmålet, hvor mange initiativer man har prøvet at igangsætte i de udsatte områder for hjælpe disse udsatte børn?

Det er nemlig et skævt system.

Udnytter ikke eksisterende muligheder
Mens man i de ressourcestærke kommuner som Frederiksberg arbejder på et projekt, der styrker førstegangsforældres svagheder og uddanner dem igennem et kursus i forældreskab, skal flere kommuner på Vestegnen kæmpe for at beholde forskellige sundhedsplejerskebesøg, hvor barnets tarv, behov og ikke mindst forældrenes kompetencer er i fokus.

Det er også besynderligt, at man i nogle kommuner ikke kan finde penge til treårsbesøget af sundhedsplejersken, hvor man taler om netop vigtigheden af institutioner, men i stedet begynder at tvinge børnene i institution.

Man har simpelthen ikke udnyttet mulighederne, som sundhedsplejerskerne i mange år har råbt om.

Ingen plan for at løfte institutionerne
Og det andet store spørgsmål er, hvad regeringens plan for næste skridt er?

For selvom undersøgelser tyder på, at børnene har godt af vuggestuer og børnehaver, så understreger de også, at man kun ved bedre normeringer og flere fagfolk som uddannede pædagoger på institutioner kan blive opmærksom på de mest sårbare børn og deres behov for at udvikle sig.

Det kræver altså mere uddannet personale, der kan se børnene i øjnene og har tid til at tale med dem.

Derfor vækker det nye ghettoudspil forundring. For regeringen lægger ikke op til næste skridt om, hvor mange flere penge der er planlagt at investere, men siger, at der kun er tale om at investere 200 millioner kroner i projektet, hvilket efter min mening på ingen måder kommer til at række.

Styrk sundhedsplejen
Derfor er min appel til politikerne i Folketinget og kommunerne at styrke sundhedsplejen, lytte til deres opråb og se dem som nøglen til at skabe bedre liv for børn og sårbare familier.

For de er de eneste mennesker, der kender disse familier, børn og deres hjem. En gruppe, der er fagligt dygtig, og som er dygtig til at rådgive og vejlede.

Det er det eneste, disse udsatte familier har brug for. Tid til at lære og blive vejledt af fagfolk, der kender dem fra deres hjem.

Forrige artikel Hanne-Vibeke Holst: Jeg holder med mine søstre mod Moderniseringsstyrelsen Hanne-Vibeke Holst: Jeg holder med mine søstre mod Moderniseringsstyrelsen Næste artikel Johanne Dalgaard: Socialforvaltningen er blevet et nidkært efterretningsvæsen Johanne Dalgaard: Socialforvaltningen er blevet et nidkært efterretningsvæsen