Flemming Chr. Nielsen: Pas på de politiske klapperslangers hypnotiske magt

KOMMENTAR: Det mentalt forstyrrede politiske klima råber på en psykiatrisk diagnose, mener Flemming Chr. Nielsen og præsenterer et næsten gratis columbusæg, der vil løse alle ghetto-problemer. Det er bare med at komme i gang, for parallelsamfund bekæmpes nu engang bedst med parallel lovgivning.

Hvis du af en eller anden årsag har set dig indædt arrig på en mørklødet nabo, risikerer du, at arrigskaben vokser i dig som en kræftknude.

Du kan til sidst ikke tåle synet af ham. Hvad bilder han sig ind med aldrig at kantklippe sin græsplæne? Og hvorfor skal den grinagtige viftepalme stå dér i haven og skygge for din udsigt? Er det kulturen, hvor han kommer fra?

Dit raseri metastaserer, og en dag handler det om hans forkælede afkom, der knap taler dansk, og om hans kone, der kalder sig arbejdsløs og altid sidder på terrassen og skal forestille at tænde op til natlig grillmad. Ja, forleden snoede røgen sig sågar hen over din bil, så din nypudsede forrude blev ligefrem fedtet.

Hans utålelige adfærd gør, at du allierer dig med kristne og nationalsindede naboer. Og du har let ved at hidse dem op. I nr. 17 er de allerede tirrede, fordi der kommer generende solreflekser fra hans udendørs TV-antenne. I nr. 19 plages de af, at der brænder lys i hans gavlvindue det meste af natten. Et barn, der er mørkerædt, påstår han. Jo, det tror pokker med de hjemlige forhold, hvor de sidder og æder om natten.

Så galt kan det gå, at I efterhånden føler, I må tage affære. Den retfærdige harme siver ind i jer, og på et tidspunkt har den fået fast bopæl i jeres hoveder. Nu kan naboen ikke engang vende hjem med en indkøbspose, før I snakker om, hvad der mon kan være i den, og hvor pengene overhovedet kommer fra.

Vi kan ikke være tjent med sådanne tilstande i et engang så fredeligt kvarter.

Men heldigvis har vi retsvæsenet til at tage sig af den slags uhyrligheder. Nå ikke! Nej, for juristerne holder sig til noget, de kalder loven, og de bangebukse tør ikke engang udfordre og afprøve lovens grænser. Nogle af dem snakker endda om menneskerettigheder, som om det skulle være en rettighed med en viftepalme i haven. Har nogen hørt noget så tovligt?

Altså må vi tage visse andre metoder i brug og gøre livet utåleligt for den på alle måder uintegrerbare nabo.

Dermed begynder sladderens onde hvislen. Den breder sig fra kvarteret og ud i byen og landet, for den større verden adskiller sig ikke fra den lille. På Folketingets talerstol rejser de hvæsende klapperslanger deres hoveder, og med kløftede tunger blæser de til national nabokrig. De spytter deres giftige budskaber ud i aviserne, og flere og flere indser snusfornuften i det, de siger.

De endnu tøvende besættes imens af den tanke, at når så mange deler klapperslangernes holdning, må der jo være noget om snakken. Så mange mennesker og tilmed nogen, der har mere uddannelse end dig! De kan ikke alle sammen tage fejl. Du bliver tvivlrådig. Du ransager din fornuft. Driver den gæk med dig? Er det dig, som har en forkvaklet opfattelse?

Forleden skrev én af klapperslangerne med titel af minister, at det ligefrem kan være livsfarligt med en buschauffør eller en læge, der på grund af sin religion og noget, der hedder ramadan, i hele dage afholder sig fra at spise og drikke.

Hvis du i enrum med dig selv ville indvende, at det da er akkurat lige så livsfarligt med dem, der æder sig en blodprop til i hjertet eller hjernen, så afbryder du omgående din egen logik med det argument, at en højtlønnet og sikkert højtuddannet minister og lige så højtlønnede og helt bestemt højtuddannede chefredaktører da ikke ville skrive og trykke ministerens vås, hvis der ikke var håndfast dokumentation for sandheden i det.

Eller da en minister- og klapperslangekollega slog til lyd for, at vuggestuebørn skal indterpes de danske traditioner og demokratiske værdier. I hvert fald de babyer, som er født i det, der kaldes ”belastede” boligområder. Regeringen vil nemlig ifølge Berlingske ”tvinge etårige til at lære om demokrati.”

Måske tænker du ved dig selv, at de belastede babyer nok dagligt i deres barnevogne skal køres niogfirs gange rundt om Frihedsstøtten på Vesterbro (én gang for hver grundlovs-paragraf). Og at de nyfødte fra Gellerup og Vollsmose i lange rækker af knirkende og mørklagte nattog skal fragtes fra Jylland og Fyn til Frihedsstøtten, og som sultne, tørstige og grædende menneskebørn dér introduceres til frihed og ligestilling.

I det mentalt forstyrrede klima, der råber på en psykiatrisk diagnose, falder det dig ind, at du selv kan yde dit bidrag til den galoperende paranoia. Hvis du var minister eller andet højtragende, kunne du endda få dit forslag behandlet med respekt og dybsindig overvejelse på avisernes lederplads. Det ville blive opfattet som et columbusæg til løsning af vore ghetto-problemer, men da du ikke har klapperslangens hypnotiske magt, må du nøjes med at anvende løsningen over for din evigt enerverende nabo.

Du og dine kan uden juraens forhalende indblanding få ham og hans viftepalmer forjaget fra jeres kvarter. Det kræver kun en halv snes frilufts-højttalere, der døgnet rundt sønderbomber ham med fædrelandssange – akkurat en anelse under de decibel, som loven tillader.

Forslaget overlades gerne til regeringens anvendelse mod parallelsamfund. Et tusind højttalere á 200 kroner stykket kan hurtigt udrette det, som ellers er anslået til en pris på mange milliarder.

Det er bare med at komme i gang. Parallelsamfund bekæmpes nu engang bedst med parallel lovgivning, og regeringens ministre og nærtstående klapperslanger vil kappes om at være først med columbusægget:

Jag dem på flugt med ”Der er et yndigt land” på 130 decibel.

Det er da ikke en decimeter mere forrykt end demokratiske babyer og forbud mod afmagringskure i arbejdstiden.

------------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen ”Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år”. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Paula Larrain: Statens mænd og kvinder må ikke skade spædbørn. Punktum Paula Larrain: Statens mænd og kvinder må ikke skade spædbørn. Punktum Næste artikel Tommy Petersen: Hvornår får kvinder lov til at bestemme over deres livmoder? Tommy Petersen: Hvornår får kvinder lov til at bestemme over deres livmoder?