Bertel Haarder: Danskhed blomstrer under pres
Kommentar
Bertel Haarder | |
Print
TEMADEBAT: Kultur trives ikke i et drivhus. Kultur kan undertrykkes, men kultur kan også overbeskyttes. Den blomstrer, når den møder ydre pres med kulturel bevidsthed og mobilisering af talent og kreativitet, skriver Bertel Haarder
Den danske Guldalder blev til i en ulykkelig tid med ekstremt pres udefra. Danmark var efter 1814 slået, halveret, forarmet, splittet - og 40 procent af danskerne var tyskere. Guldalderen blev blandt andet skabt af folk med så danske navne som Oehlenschläger, Kuhlau, Bournonville, Goldschmidt under inspiration af Heinrich Steffens og den tyske romantik. Det danskeste af alt kom sært nok fra samme kant som alle ulykkerne: sydfra!
Sydfra kom svenskerne, da de gik over isen og tog Skåne, Halland og Blekinge. Sydfra kom preusserne og tog hertugdømmet Slesvig. Sydfra kom sygdommene, coloradobillerne, rabies, ulve og alt det andet ”ugræs over hegnet”, som der står i den sønderjyske vise. Slesvig var det bløde underliv, som selv Thyre Danebod ikke kunne befæste, selv om hun forsøgte med Danevirke.
Men sydfra fik vi også kristendommen, reformationen, romantikken, kulturradikalismen, erhvervsuddannelserne, fagbevægelsen, Socialdemokratiet – og juletræet. Det blev alt sammen pæredansk, da Hans Tausen, Grundtvig, Kristen Kold, Georg Brandes og fremsynede erhvervs- og fagforeningsfolk omsatte strømningerne til noget dansk – og hængte danske flag på juletræet.
De højt besungne danske værdier har vi ikke selv opfundet, men vi har taget dem til os, og nu har vi gjort dem synlige i en Danmarkskanon, som blev resultatet af 2.425 indsendte forslag og 300.000 afgivne stemmer på nettet for halvandet år siden. Der var massiv enighed om, at tillid, frihed, foreninger, ligestilling, velfærd og så videre er værdier, vi ikke kan gå på kompromis med. De skal være mere tydelige i opdragelsen, skolen, folkeoplysningen, integrationen osv.
Det er ikke en ”danskhedskanon”, der skal sætte skel mellem danske og andre. Det er en værdikanon, som inkluderer alle, der vil være med. ”Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil,” som Grundtvig skrev.
Kulturværdier er ikke bare en del af et land og et folk. Kulturværdierne ER land og folk. Som den estiske dirigent Kristian Järvi svarede, da jeg spurgte, hvorfra han hentede energien til de fantastiske koncerter, han leverede med sit baltiske ungdomsorkester: ”Bertel, du skal huske, at indtil 1990 var mit land ikke andet end kultur!” Ingen landegrænse, intet forsvar, ingen selvstændighed – kun kulturværdier!
”Det danske” består af de fælles kulturelle erfaringer, der er nedfældet i bøger, billeder, salmer, sange, arkitektur og alle former for kunst. De fælles erfaringer lever videre, når de har almen værdi og er fælles for mange mennesker på tværs af generationer.
Højskolesangbogen er et godt eksempel. Den voksede ud af nationalitetskampen, da dansk kultur var under pres. For nittende gang er den på vej i delvis ny udgave med omkring 600 digte, der er blevet – eller bliver – fælles gods, fordi komponister har givet dem sangbare melodier. Ingen ville kende dem, hvis de ikke blev sunget. De er blevet en del af ”det danske”, fordi de er blevet fælleseje.
De nye numre skal kæmpe for pladsen i den fælles bevidsthed. Som det er lykkedes for Niels Brunse og Carsten Johs. Mørch i deres vindersang til Storebæltsbroens indvielse ”Godmorgen, lille land”, som for længst er blevet folkeeje:
Godmorgen, stå nu op!
Stå ud af drøm og tankespind
og stræk din tunge krop,
for ingen er alene;
når verden lukkes ind,
bygger vi bro fra sind til sind.
--------------
Bertel Haarder, MF for Venstre. Blandt andet tidl. EP-medlem, kulturminister, undervisningsminister og europaminister. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Majbritt M. Nielsen: Det er dyrt at dø i Danmark
Jarl Cordua: Farvel til Ridder Pind
