Henrik Christoffersen: Historien om de to procent

Regeringen står over for at afslutte forhandlingerne med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om vilkårene for næste års økonomi. Det reelle stridspunkt drejer sig om to procent. Skal kommuner og regioner øge produktiviteten med to procent, eller skal tanken opgives?

Umiddelbart drejer kontroversen sig altså om den offentlige udgiftsvækst. I virkeligheden udgør dette dog kun det kortsigtede perspektiv. Anskuet i det lange perspektiv drejer forhandlingerne sig om kommunestyrets og regionernes fremtid – for ikke at sige overlevelse. Det forekommer imidlertid, som om kommunerne og regionerne ikke har indset dette eller slet ikke kerer sig om de virkelige konsekvenser på den anden side af kommunevalget.

De egentlige konsekvenser af kommunernes blokering for effektivisering af velfærdssektoren er ellers allerede tydelige at aflæse. I den kommuneaftale for 2017, som blev indgået for et år siden, indgår faktisk et krav om effektivisering på næsten to procent. Herom siges i aftaleteksten:

”Det kommunale udgiftsloft er udgangspunkt for den kommunale serviceramme for 2017. Heri indgår omprioriteringsbidrag på ca. 2,4 mia. kr. i 2017. Regeringen og KL er enige om, at 2,2 mia. kr. af det kommunale omprioriteringsbidrag tilbageføres til kommunerne i 2017 til prioriterede indsatser på de borgernære serviceområder, herunder i lyset af flygtningetilstrømningen.  

Regeringen og KL er enige om, at der frigøres 0,3 mia. kr. i 2017 gennem mere effektiv administrativ drift.”

Sagen er altså den, at det nok lykkedes kommunerne at blokere for udgiftsreduktion, men at det ikke var gratis for kommunerne at presse sig til et højere udgiftsniveau end ønsket af regeringen. Kommunerne kom til at erlægge en betaling i form af afgivelse af selvstyre.

Alene for 2017 købte regeringen og i sidste ende Folketinget sig til retten til at disponere over to procent af kommunernes budgetter. Det er, hvad der på menneskesprog ligger i vendingen ”prioriterede områder”. Alle udgifter indgår i sagens natur i en eller anden form for prioritering, men ”prioriterede områder” er nysprog for udgifter, som Folketinget i realiteten prioriterer.

På samme måde ser det ud til, at det heller ikke vil blive gratis for regionerne, såfremt de lykkes med at få blokeret et effektivitetsløft i 2018 på to procent. De politiske signaler på tidspunktet, hvor disse linjer skrives, peger i retning af, at der eventuelt nok kan mobiliseres et politisk flertal i Folketinget, som går ind for at opgive en videreførelse af kravet til regionerne om årlig produktivitetsvækst på to procent, men at regionerne så også skal betale en pris i form af accept af ”prioriterede områder”.

Regionerne skal ikke regne med, at fremskrivningen af deres statstilskud fremover blot gøres to procent højere end fremskrivningen for indeværende år.

Historien om de to procent er efter min opfattelse en trist historie. Det er elementær logik, at velfærdssektoren må effektiviseres. De offentligt ansatte vil også have reallønsfremgang, og uden stigende produktivitet bliver de offentlige ydelser så blot dyrere og dyrere at fremstille.

Men den offentlige indtægtsside har nået grænsen for, hvad der kan hentes af penge hos danskerne til at finansiere den offentlige sektor. Hertil kommer, at den offentlige sektor hele tiden udsættes for nye uafviselige opgaver og dermed nye udgifter, som også skal betales ud af det offentlige budget.

Så hvis ikke kommuner og regioner selv påtager sig ansvaret for at fastholde en samfundsøkonomisk bæredygtighed ved løbende øgning af produktivitet, så glider det ansvar nødvendigvis over til staten. Det kan ikke være anderledes. Men vi har brug for nøgleinstitutioner i samfundet, som påtager sig ansvar og finder løsninger – ikke det modsatte.

Ikke at det er uproblematisk for politiske institutioner at øge produktiviteten. Medarbejderne protesterer, og modstandere udråber produktivitetskrav som nedskæring. Så alle udgiftsreduktioner skal gerne kunne skubbes ind under betegnelsen ’besparelser på administration’, hvad der jo i øvrigt gør det forbløffende, at kommunernes regnskaber viser aldeles fravær af administrative besparelser.

Jeg tror dog, at kommunernes vægring mod produktivitet også har en mere konkret og dybere forklaring.

I de senere år har kommuner og regioner trods alt plukket en del lavthængende frugter. Det er ensbetydende med, at videre løft af produktivitet må tilvejebringes gennem mere substantielle omlægninger af strukturer i kommunen og af ydelsernes art og udformning. Den slags er imidlertid mere krævende.

Vi ser det ikke mindst i landets udkantkommuner, som i disse år løfter deres udgifter i forhold til Indenrigsministeriets beregnede udgiftsbehov i voldsomt tempo for at konservere strukturer og former, som ikke længere er bæredygtige. Her findes et enormt potentiale.

Hvis Langeland lagde sig på udgifter i forhold til udgiftsbehov som Vejle eller Frederiksberg, så ville beskatningen af borgerne kunne reduceres med omkring 2.000 kroner per borger om måneden. Men der skal fundamentale strukturforandringer i det langelandske samfund til, såfremt potentialet skal hentes. Og her forekommer det mere attraktivt for langelandsk lokalpolitik at dække ubalancen ved hjælp af penge hentet hos andre kommuner.

Strukturtilpasninger til samfundsudviklingen er uundgåelige for velfærdssektoren. Det bliver ikke lettere af, at de politiske niveauer spiller sorteper om ansvaret. Også fordi det er så indlysende, hvem der bliver taber på længere sigt i sådan et spil. Det gør kommunerne, som reelt mister selvstyre, og det gør regionerne, som mister livet.

........

Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.