DF om Europol-aftale: Stemmeret alligevel ikke afgørende

Kenneth Kristensen Berth (DF) i Folketinget. 27. april 2017.

TV: Det eneste lille 'men' ved den nye Europol-aftale er, at Danmark ikke kan stemme i Europol-bestyrelsen, "hvor man alligevel aldrig stemmer", sagde DF-ordfører Kenneth Kristensen Berth.

Folketinget vedtog torsdag formiddag den særaftale om dansk deltagelse i Europol, som regeringen har forhandlet sig frem til med EU-Kommissionen.

Alle stemte for aftalen, men Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth var særligt glad for udfaldet.

Det eneste 'men', ordføreren fandt frem til, var, at Danmark fremover ikke kan stemme ved bestyrelsesmøderne i Europol.

"I praksis har Danmarks stemme aldrig været afgørende ved en afstemning i Europols bestyrelse. Og hvor tit stemmer man så overhovedet i Europols bestyrelse? Det gør man stort set heller ikke," sagde Kenneth Kristensen Berth og tilføjede:

"Så det har sådan set ikke så stor betydning."

Den udlægning var Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, dog ikke enig i. 

"Altså det er jo nonsens. Det er medlemmerne, der bestemmer, og observatører, der observerer, hvad de andre bestemmer," lød det fra Jan E. Jørgensen.

Udover Folketinget stemte Europa-Parlamentet også for, at Danmark kan få en særaftale om Europol, der træder i kraft fra 1. maj.

Læs også: EU-Parlamentet godkender dansk Europol-aftale

Forrige artikel Europa-Parlamentet godkender dansk Europol-aftale Europa-Parlamentet godkender dansk Europol-aftale Næste artikel Her er regeringens 22 forslag til bedre dagtilbud Her er regeringens 22 forslag til bedre dagtilbud